Whats up guys, this is casper and Emil from the other side!
I lørdags var vi til konkurrence i the spot bouldering gym. mest for at se hvordan de afholder konkurrencer herovre og den konkurrence var meget lig som dem vi har derhjemme. 10 problemer i hver kategori og 5 bedste problemer tæller. Super fede problemer og god stemning. Vi havde ikke nogen forventninger eftersom vi ikke ved hvor hårde de her herovre, men vi kom i en top 15, hvilket vi begge er tilfredse med! Efter konkurrencen stod La sportiva og lavede burgere og der blev serveret gratis øl!
Dagen efter tog vi turen til Rifle. Hoveddelen af klatring ligger på samme vej der er 1 mile lang og klatringen ligger lige ved siden af vejen! Klatringen er meget anderledes end hvad vi er vant til. Der er en masse pinches og en hel masse kneebars. Og det tager et stykke tid at vænne sig til. Jeg var på en rute og fandt ingen kneebars. En anden var på den og fandt 15 kneebars!!!WTF!
Men vi er super syked på at klatre jernhårdt og rykke vores grænser! peace out!
Stress - Det er ikke noget som vi kender til. Og det er også en af grundene til at vi har valgt at tage afsted i så lang tid, så vi har tid til at nyde det vi elsker at gøre. De fleste andre ture jeg har været på, har jeg altid følt at man skulle nå 4 ugers klatring på 2 uger. Og det tager alt morskaben ud af det, når man arbejder på et projekt. især når man gerne vil klatre en masse og rykke sin grænse. og det er nær umuligt at gøre begge dele. Derfor er det vigtigt at man hjemmefra inden man tager afsted er fuldstændig klar over hvad ens succeskriterie er med turen man tager på. For hvis man vil rykke sin grænse, så vil det tage flere dages arbejde. og det er noget man må finde sig i. Vi er taget på denne her tur, blandt andet for at rykke vores egne grænser og det har vi tid til uden at føle os stresset over at vi ikke har nok tid til det.
2 dage i rmnp er det blevet til sidst - og det er et fantastisk sted. Jeg fatter ikke at jeg først har opdaget det nu. jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er sidste gang jeg har været der. den 45 min. gå tur derop i de ca. 11000 fods højde, er noget af det flotteste man kan opleve i klatring vil jeg næsten vove at påstå. Den kæmpe skov og de smukke snebeklædte bjergtoppe!
Hvis jeg skulle beskrive en perfekt dag, ville jeg nok vælge vores dag i parken den 21 sep. Vi står op ret tidligt til en dejlig skyfri himmel, før stolen er kommet helt op. Det er hundekoldt og vi havde besluttet at køre ud og få et morgen bad. På vejen derhen er der forvildet en flok elge (ja - jeg mener rigtige elge) ind i estes park. og det er anden gang jeg ser elge så tæt på også inden i byen. Men vi kommer så hen til det sted hvor badet er og får lige en kop kaffe (det er første gang vi får det om morgen på denne tur) inden vi smutter i bad. også lige en kop kaffe igen efter. Det er blevet lidt varmere i vejret, hvilket var ret dejligt og vi kører op til parkering pladsen i parken sammen med natasja på anlægget, og får os noget morgenmad. Hiken op til lower chaos føltes ikke så hård som de andre gange, men mere bare frisk. Vejret er skønt, sticken er fantastisk og problemerne er lækre. Vi får varmet op og går på noget lidt hårdere, og får filmet en masse til en lille kortfilm om den dag. Jeg får arbejdet på et problem med fede bevægelser og den grad der er målet for turen. og føler helt klart det er muligt når vi har den tid der skal til! Resten af dagen vil jeg ikke afsløre, men i kan se det i den lille film, vi uploader. Men det er noget der virkelig sætter prikken over i'et.
Næste dag blev også tilbragt i parken på the gangbang boulder. En kæmpe boulder med en masse problemer på, som er ret forvirrende. Jeg valgte at prøve kræfter med the marble der havde en ret dårlig landning, og kunne til at starte med ikke lave nogle af bevægelserne. men efter 20 - 30 min. havde jeg kunne jeg alle bevægelserne undtagen den første der klart var cruxet. Når man arbejder på et projekt, så selvom man bliver lukket ned, så skal bare hænge i og give problemet noget tid. Får når man får lavet bare en af bevægelserne, er det lige der starter en kædereaktion. Og det er en fantastisk følelse bare det at kunne lave bevægelserne på noget man først troede var umuligt. Og når man så begynder og at kunne linke bevægelserne sammen, er det at det begynder at gå op for en hvorfor man klatrer. Når man så topper det, er man slet ikke i tvivl. Så lidt ud af ingen ting kommer jeg helt op til slutbevægelsen. og fordi at landningen var rigtig dårlig vælger jeg at hoppe af fordi jeg ikke var sikker på om jeg kunne lave den sidste bevægelse. Men fuld af selvtillid tager jeg en god pause, i håbet om at den er der i næste forsøg. Men efter pausen, er der intet der fungerer, og jeg kan ikke engang lave start bevægelsen mere! Hvilket gør man rigtig frustret til at starte med, og derfor virkelig sur. og havde det somom at jeg aldrig skulle blive i godt humør igen. og efter 5 min. går det op for mig at det er sølle og nyt lavpunkt jeg har nået. Hvad er der at være sur over? at det gode forsøg tidligere tog kræfterne, så der ikke var flere? Vi klatrer for at have det sjovt og nyde at være i naturen med gode venner og lave nogle fede bevægelserne. Så er det tåbeligt at blive sur når der er lidt modgang. og jeg følte mig virkelig tåbelig da det gik op for mig, og kunne kun grine af mig selv. Sådan er det med klatring , når man vil klatre hårdt. 90% skuffelse 10% succes. og selvom det kun er 10%, så er det helt klart det værd!
Vi har haft nogle frustrerende dage. Vi har været klar til at klatre, vi har været super psyked, men vejret har været imod os.
Alt var klar så vi kørte til Mt. Evans. Vi var lidt sent på den så vi besluttede at sove ved klipperne. Vi fik en fed aften session og med god mad og bål efter, var vi super klar på at vågne op til sky fri himmel og få vores første hele dag med fed klatring.
Vi vågnede til grå himmel og regn. Vi er jo optimister så vi hikede ud til klipperne for at konstatere at de var driv våde og der ikke kom til at være noget klatring den dag. Så vi måtte gå den time lange tur op af bakke med alt vores grej, i regn.
Vejret er nu klaret op vi sidder for foden af rocky mountains. De sidste par dage har vi klatret i upper og lower chaos canyon. Kvaliteten af problemerne er virklig høj og sticken er perfekt. Landingerne er ikke som Font, ja de er nok nogle af de mest alternative jeg har stødt på men med pads er helt fint.
Det er utroligt at klatre i de omgivelser vi gør, det er underligt at være et sted hvor klatrende er et mindre tal og de første 10 mennesker stopper en og spørg hvad det er for noget stas/stads man har på ryggen. Men det er meget hyggeligt.
Det har fået mig til at sætte endnu mere pris på hvad det er jeg går lave. Der kommer så mange mennesker her for at betragte bjergene. Vi betragter dem ikke bare vi er en del af dem, vi indgår for et kort øjeblike som en del af naturen.
Det føles unikt når man som en dans på væggen lader klippen føre en fra bunden hele vejen til toppen og på vejen har vist en smukke bevægelser og som kronen på værket lader det klimakse i et fest fyrværkeri, udsigten der venter på toppen udover søen der ligger i 11000 fod indsvøbt af bjergene som er pakket i hvidt på toppen. Det at stå der på toppen og føles sig som en lille bid af noget stort er fantastisk og kan til tider få mig til at undre mig over at jeg stadig bor i Danmark når der er så mange smukke billeder derude som stadig venter på at man kommer og er en del af. Det betyder en ting at der er mange eventyr der stadig venter der ud. Emil og jeg er flere gange blevet slået omkuld af de udsigter og fænomener vi har mødt, så det lover godt for den næste tid da jeg er sikker på flere venter der ude.
Så skete det! Efter vi havde vores lille nedtur med Vanen er vi kommet oven på igen. Vanen kom på værkstedet og blev lavet og vi fik presset prisen ned, så det var skønt. Også kunne vi ikke komme hurtigt nok til boulder, hvor the shit is! Der er bare noget fedt og smukt at køre når man hele tiden kan se bjergene i horisonten :)
Vores første stop i boulder var 'the spot', et af de store boulder gym i boulder, så vi lige kunne få noget insider viden og klatringen her i colorado og et bad!!! Vi fik lavet en aftale med en a de lokale om at tage til satelite. Et fint lille crag der ligger tæt på byen. Og det var virkelig skønt endelig at få noget klippe under neglene. Det har følt som om det er 100 år siden vi har klatret. Vi fik ikke klatret så meget men et par problemer blev det da til.
Det virker som om der ingen ende er på de svære beslutninger - Først var det bil valget, så blev det reb valget og nu er det hvilke crashpads vi skal ha'?!
Imorgen bliver en lille travl dag, hvor vi skal have købt crashpads, tegnet forsikring på bilen og få skrevet bilen i vores navn. Samt få bygget vanen op så den bliver mere praktisk.
Ronny, den her går ud til dig. Vi savner sku dine dejlige krøller og vi sender masser af varme tanker og klipper hjem til dig :) Peace out. Get syked!!!
Det har været nogle lange dage hvor vi har skulle finde ud af hvordan USA fungere når man er kommet indenfor. Umiddelbart kan man komme rundt om de fleste ting som vi har troet var problemmer, heldigvis. Men intet er endeligt så det kan være den unge dame stadig kan nå at tages os grundigt bagfra.
Men indtil vi har fundet den rigtige bil er det spændene tilværelse. Der byder på en stort udbud af parkeringspladser og en masse tid på starbucks for at få internet. Men vi hygger med udsigten til bjergene og kan fornemme den storhedstid der venter os, først og fremmest i Boulder og siden vores hæder i Vegas. Det bliver fedt og vi er super psyked på snart at skulle have noget klippe i hænderne.
I vores jagt på den perfekt van har vi set lidt at af hver og fået snakket med mange forskellige mennesker, hvilket er rart at vi kan tale engelsk så der ikke er nogen sprogbarriere. Men klimakset kom igår, da vi havde fundet en passende bil som vi også havde fået ned i en fornuftig pris, valgte vi at slå til og give hånd på handlen. Så var det bare pengene vi skulle hæve også ville vi have et køretøj. Men heldigt for os på vej til banken gik bilen ud midt på motorvejen og efter at have prøvet lidt af hver uden held kunne sælger pænt få nøglerne igen. Irritende at være tilbage på market men virkelig heldigt at den ikke ventede en halvtime med at gøre det. Så havde vi haft problemer.
Så i en dejlig blød lænestol på starbucks sider vi nu og prøver at få styr på livet.
Ja, det er ingen overraskelse at dansk sommer er ligesom efteråret bare en lille smule varmere. Så de vanlige ture til kjuge og göteborg har der desværre ikke været nogen af på grund af vejret.
Så gudskelov for climbing gyms. Jeg har stort set ikke lavet andet hele sommeren end at træne for at være i god form når Choko og jeg rammer Staterne i starten af september!
og jeg kan mærke det har båret frugt. Føler at jeg er i en bedste form nogensinde og ser virkelig frem til at få testet formen på de amerikanske boulders.
Men indtil vi har fundet den rigtige bil er det spændene tilværelse. Der byder på en stort udbud af parkeringspladser og en masse tid på starbucks for at få internet. Men vi hygger med udsigten til bjergene og kan fornemme den storhedstid der venter os, først og fremmest i Boulder og siden vores hæder i Vegas. Det bliver fedt og vi er super psyked på snart at skulle have noget klippe i hænderne.
