De fleste andre ture jeg har været på, har jeg altid følt at man skulle nå 4 ugers klatring på 2 uger. Og det tager alt morskaben ud af det, når man arbejder på et projekt. især når man gerne vil klatre en masse og rykke sin grænse. og det er nær umuligt at gøre begge dele.
Derfor er det vigtigt at man hjemmefra inden man tager afsted er fuldstændig klar over hvad ens succeskriterie er med turen man tager på.
For hvis man vil rykke sin grænse, så vil det tage flere dages arbejde. og det er noget man må finde sig i.
Vi er taget på denne her tur, blandt andet for at rykke vores egne grænser og det har vi tid til uden at føle os stresset over at vi ikke har nok tid til det.
2 dage i rmnp er det blevet til sidst - og det er et fantastisk sted. Jeg fatter ikke at jeg først har opdaget det nu. jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er sidste gang jeg har været der. den 45 min. gå tur derop i de ca. 11000 fods højde, er noget af det flotteste man kan opleve i klatring vil jeg næsten vove at påstå. Den kæmpe skov og de smukke snebeklædte bjergtoppe!
Hvis jeg skulle beskrive en perfekt dag, ville jeg nok vælge vores dag i parken den 21 sep.
Vi står op ret tidligt til en dejlig skyfri himmel, før stolen er kommet helt op. Det er hundekoldt og vi havde besluttet at køre ud og få et morgen bad. På vejen derhen er der forvildet en flok elge (ja - jeg mener rigtige elge) ind i estes park. og det er anden gang jeg ser elge så tæt på også inden i byen. Men vi kommer så hen til det sted hvor badet er og får lige en kop kaffe (det er første gang vi får det om morgen på denne tur) inden vi smutter i bad. også lige en kop kaffe igen efter.
Det er blevet lidt varmere i vejret, hvilket var ret dejligt og vi kører op til parkering pladsen i parken sammen med natasja på anlægget, og får os noget morgenmad.
Hiken op til lower chaos føltes ikke så hård som de andre gange, men mere bare frisk.
Vejret er skønt, sticken er fantastisk og problemerne er lækre. Vi får varmet op og går på noget lidt hårdere, og får filmet en masse til en lille kortfilm om den dag.
Jeg får arbejdet på et problem med fede bevægelser og den grad der er målet for turen. og føler helt klart det er muligt når vi har den tid der skal til!
Resten af dagen vil jeg ikke afsløre, men i kan se det i den lille film, vi uploader. Men det er noget der virkelig sætter prikken over i'et.
Næste dag blev også tilbragt i parken på the gangbang boulder. En kæmpe boulder med en masse problemer på, som er ret forvirrende.
Jeg valgte at prøve kræfter med the marble der havde en ret dårlig landning, og kunne til at starte med ikke lave nogle af bevægelserne. men efter 20 - 30 min. havde jeg kunne jeg alle bevægelserne undtagen den første der klart var cruxet. Når man arbejder på et projekt, så selvom man bliver lukket ned, så skal bare hænge i og give problemet noget tid. Får når man får lavet bare en af bevægelserne, er det lige der starter en kædereaktion. Og det er en fantastisk følelse bare det at kunne lave bevægelserne på noget man først troede var umuligt.
Og når man så begynder og at kunne linke bevægelserne sammen, er det at det begynder at gå op for en hvorfor man klatrer. Når man så topper det, er man slet ikke i tvivl.
Så lidt ud af ingen ting kommer jeg helt op til slutbevægelsen. og fordi at landningen var rigtig dårlig vælger jeg at hoppe af fordi jeg ikke var sikker på om jeg kunne lave den sidste bevægelse.
Men fuld af selvtillid tager jeg en god pause, i håbet om at den er der i næste forsøg.
Men efter pausen, er der intet der fungerer, og jeg kan ikke engang lave start bevægelsen mere! Hvilket gør man rigtig frustret til at starte med, og derfor virkelig sur. og havde det somom at jeg aldrig skulle blive i godt humør igen. og efter 5 min. går det op for mig at det er sølle og nyt lavpunkt jeg har nået. Hvad er der at være sur over? at det gode forsøg tidligere tog kræfterne, så der ikke var flere?
Vi klatrer for at have det sjovt og nyde at være i naturen med gode venner og lave nogle fede bevægelserne. Så er det tåbeligt at blive sur når der er lidt modgang. og jeg følte mig virkelig tåbelig da det gik op for mig, og kunne kun grine af mig selv. Sådan er det med klatring , når man vil klatre hårdt. 90% skuffelse 10% succes. og selvom det kun er 10%, så er det helt klart det værd!
Her er en lille film fra den perfekte dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar