Joe

Det er længe siden.

Der er heller ikke sket så meget. Mere projektering, flere op og nedture i den process.

Sæsonen i Rifle er slut for os, med kun plus et par grader om dagen var det for koldt til vi gad at ruter klatre. Det gjorde at vi begge kom afsted med ting der ikke var lukket. Emil med den lange og vedvarende rute Roadside prophet og jeg med den kortere boulder rute Cracked open sky.

Men efter den åbenlyse ærgelse over hvad der kunne føles som spildt tid, er vi faktisk ret positiv over det. For vi har satdig fået lov at lave nogle super fede bevægelser og fået åbnet vores øjne for hvad vi faktisk er i stand til. Så til næste gang ved vi det er muligt vi skal bare lige have de sidste 10 % på vores side.

For vi har nogen gange for travlt med at komme i mål og glemmer at nyde vejen der til, som nok er den vi lære mest af.

Nogen gange handler det utrolig meget om hvor få forsøg man kan toppe sine hårdeste sends i. Det er selvfølgelig også et målbart udtryk for ens fremskridt. Men hvorfor så stort fokus på antallet af forsøg? Det gør ihvertfald mig pisse nervøs hvis jeg tænker på at det skal være nu at jeg sender for ellers bruger jeg for mange forsøg. For mange i forhold til hvad? Ens egen opfattelse af hvad man skal kunne præstere. Selvfølgelig skal man presse sig selv men når man operere på sin grænse, skal man give sig selv lov til at nyde vejen ind i nyt territorie. Det er vel ligegyldigt om det tager en dag eller 10 så længe man kommer frem. Derfor er vi kun glade for at vi er på vej, at vi ikke nåede frem lige nu er okay, for vi ved at vi nok skal komme der til.

For mig kommer det dog nok til at tage lidt længere tid. I et redpoint forsøg på Cracked open sky faldt jeg og brækkede min lille finger.

Det er lidt et slag i hovedet, der har ændret mit perspektiv for turen. Det er fandens svært at klatre kun med en hånd. Lægens dom siger 4 uger i gips og 4 ugers langsom genoptræning før at der er klatring på menuen. Så der lidt ting at tænker over, endnu mere tid til at gøre det i, skræmmende.

Læger plejer jo at være lidt konservative og også gerne lidt forkert på den. Så i mit optimistiske sind er jeg klar til at give den gas om 5-6 uger. Men det er desværre kun tiden der kan vise hvad der sker. Jeg er går derfor med tankerne om at blive eller tage hjem. Kan finde mange grunde til begge men indtil jeg finder svaret, kan jeg nyde den amerikanske natur og blive utrolig motiveret af at se Emil klatre og en lille smule frustreret.

Vi er nu i Joes Valley som byder på lækker bouldering og kolde temperature, men mere om det senere.

Choko

Sportsklatrings forunderlige verden

En kort tanke omkring sportsklatring:

Det klassiske spørgsmål der møder en når man fortæller at man klatre, ja ikke bjerge men på sådan nogle korte ruter eller små sten, er hvorfor tager i ikke bare den nemmeste vej op. Svaret er nemt og lige til for så er det ikke sjovt.

Det er dog gået op for mig på det sidste at det måske ikke er så simpelt. For logikken er når man prøver noget nyt, det vil sige en ny grad i dette snæversynet samfund, er

1. at finde et stykke klippe som ser lækkert ud og giver en, en helt ustyrlig trang til at komme et stykke op af det,

2. tjekke i guidebogen at det er svære end noget klippe man har prøvet før,

3. prøve stykket af klippe og beskræfte at ja det er svært at komme op,

4. finde den nemmeste vej op af det svære stykke klippe ,

5. finde ud af det er muligt for en at komme op denne vej.

6. Bekræfte det ved flere gange at klatre til toppen, dog uden at gøre det i et hug.

Det er så her at det bliver virkelig interresant for når alle 6 skridt er opfyldt kommer det

7. og dummeste af dem alle sammen.

7. er at lave div. mentale lege med sig selv så man gør det tilpas svære at komme op af det før omtalte stykke klippe.

Det vil sige at man er gået to skridt frem og et tilbage. Måske er det kun mig der har det sådan ellers er det et udbredt fænomen. Ved det ikke men dumt er det og er stadig i en proces hvor jeg er usikker på hvad jeg skal konkludere på det.

Derfor er folk der læser med velkomne til at komme med inputs og kommentare så vi kan komme til bunds i dette mulige fænomen, eller få afklaret at jeg bare gør tingene svære end de er.

RMC Cribs!!

Her er en lille rundvisningen i vores multitool :)
Enjoy!

Worldcup klatre er jo herre små!

Den her går ud til danmarks to sejeste piger, Eva og Anna.



Følelsen af totalt afmagt og total brud på hvordan virkeligheden, nuet, skulle være, blev smidt i hovedet på os søndag morgen. Efter vi havde spist pandekager til morgenmad, var det vel som at få slag med den våde og kolde søndags berlinger, da vi kom frem til disken og fik at vide at der var totalt udsolgt til worldcuppen...!
Det blev kun lidt være af at man kunne høre publikum gå amok inde i hallen.


Det virkede ikke som en mulighed ikke at kommer ind men det var bestemt virkeligheden.

Men Emil og jeg kunne ikke tænke lige der, så vi er stadig lykkelige over at vi var på tur med Eva og Anna. For med deres snille, charme og urtroligt lækkert hår var det som om at billetterne var flød rundt omkring. Så før vi vidste af det havde de skaffet armbånd til os alle og vi inde. Vi var inde, altså på den rigtig sidde af døren, som at være en lille teenage pige til en backstreet boys koncert, på en måde lidt som en drøm, men de havde sgu gjort hvad der syntes umuligt.


Konkurrencen bød på massere af show, spænding og super fed klatring. Så med en super fed weekend og aften kørte vi til Rifle igen.


Mens vi har været væk, 5 dage, er det godt nok blevet koldt her. Vi er gået fra shorts og klipklapper, til lange underbukser og morgenfrost. Vejret er virkelig omskiftelig her så vi håber på et temperatur opsving snart.


Folkene er blevet nogen færre i dalen, men vi pakker os godt ind og kæmper videre på ja noget fandens fed klippe. Selvom det kan være hårdt at tænke på at der er noget varmere i Spanien lige nu.


Choko

Boulder canyon!

Vi har haft en fed uge i Rifle. Trods at ruterne er poleret, er det et rigtig fedt sted!! Projekter er blevet åbnet - projekter er blevet lukket!
Men så lovede de meget regn 3 dage i træk. Så vi valgte at køre tilbage til boulder for at klatre lidt i boulder canyon, som var det eneste sted i hele verden hvor de lovede godt vejr??? også passede det med world cuppen i weekenden, som vi skal ind og se.




Vi har brugt 3 dage i boulder canyon på the Citadel boulder hvor der ligger en håndfuld problemer på blandt andet Cage free, som jakob stærk klatrede da han var herovre.




Jeg arbejede på Cage free i de 3 dager uden held, men ikke langt fra. Måske med lidt længere tid. Choko brugte også et par dage på den uden held.
Men vi fik da klatret nogle af de andre fine problemer på boulderen. Sick!



Efter world cuppen på søndag kører vi tilbage til rifle. Vi er super syked på at komme tilbage og lukke projekter. vi har begge vores egen rute i hoved som vi ikke helt kan få ud af tankerne!

Det mentale.

Det er første gang at jeg er på klatretur så længe. Det er første gang jeg er afsted så længe med en kammerat. Det er første gang jeg er på rundrejse med klatring og det som værende hovedmålet.

Selvom der er meget der er nyt er der også meget der er prøvet før på de kortere ture også alligevel ikke. Jeg har fået mig nogle åbenbaringer som jeg egenligt nok kendte svaret på, men alligvel har været nød til at tænke på ny.


Målet med turen har fra starten af været at flytte vores personlige grænser. Så det er naturligt i sportsklatring og bouldering at måle det i de grader man sender. Lige meget hvor cool man prøver at være om at grader ikke betyder noget tror jeg at vi alle ikke kan lade være med at måle vores progression direkte i dem selvom vi ved at grader er subjektive og ikke noget der er hundred procent målbart.

For mig er det derfor naturligt at tænke når jeg har gået en rute i en grad så skal der hurtigt kunne laves flere i samme grad, uanset stil, sted og andre omstændigheder. Ligeledes har jeg lært at når man kun er afsted to er jeg ideen om at hvis han kan så skal jeg også kunne det. Det har desværre ikke helt været muligt at opfylde mine ønkser og ideer om virkeligheden.

Med frustration tilfølge har jeg i nogen udstrækning været nød til at erkende at klatring er mere kompliceret end det og der ikke er andet for end at prøve hårdere næste gang jeg er på. Jeg har indtil videre fået frustrationen vendt til motivation, og håber det vil hjælpe mig til at nå målet.

Vi er stadig i Rifle og nyder tilværelsen som fuldtidsklatre. Vi har haft besøg fra de vandte rammer i i form af at Eva kom forbi. Det var rart og hyggeligt lige at få en kvinde i køkkenet et par dage og at få lidt torsdag kage. Så hvis der er andre der kunne tænke sig at se USA og være med til at lave danske egns rette i det fri så meld jer gerne.

Hvad klatring angår så lukker Emil som på stribe, hvilket motivere mig rigtig meget. Så det var en underlig fornemmelse jeg fik da jeg, fuld af motivation efter at se Emil lukke,står for foden af mit projekt og kigger på et kryds på ruten. Man er vel optimist og tænker det er en joke og kan ikke umiddelbart se noget mærkeligt ved ruten. Men efter lidt eftersyn finder vi ud af at der mangler en af de faste ekspresser på ruten. Den er knækket af, lidt skræmmende. Vi fandt senere ud af at det vidste alle, men der var ikke nogen der sagde noget til danskerne, øv.

Så det gjorde at jeg måtte hoppe på noget andet og hårdere. Men det gjorde bestemt heller ikke noget, det er en rute med super lækre bevægelser, udover det er det en ny grad for mig. Så jeg sidder nu er er virkelig psyked på at skulle arbejde på den her rute og føler klart det er muligt at lave den selvom det er virkelig hårdt.

Den her tur lære mig en masse så er spændt på hvad der vendter derude.

Choko