Vi er on fire! vejret kunne ikke være bedre, det er dejligt i solen og perfekt for klatring i skyggen! og hvis man vil arbejde på et problem der ligger i solen venter man til klokken 3 hvor solen går ned bag bjergene, hvor der ikke går lang tid før temperaturen falder! If there is friction - you are syked!
Jeg føler mig virkelig stærk og er virkelig syked på de mange klassikere der ligger her i bishop og omegn.
Choko var ret syked på at komme op og prøve kræfter med et gammel buttermilk crimper testpiece "The Checkerboard". Jeg var lidt træt, havde ondt i fingerspidserne og var ikke specielt motiveret. Jeg vidste at Chokos fingre var langt dårlige stand end mine, så det var imponerende at han uden at tøve gik igang på den.
Problemet starter i et jug i venstre side af boulderen også laver man nogle lette træk på gode greb inden man kommer over i de små crimps, hvor problemet rigtig begynder. Det er også der hvor fødderne forsvinder, og man virkelig skal bide tænderne sammen.
Choko har ikke rigtig klatret i mange uger og er naturligvis kommet ud af form også er et problem som checkerboard virkelig hårdt! og han måtte se sig slået, for nu.
Efter at have set Choko på, blev jeg inspireret til selv at prøve det. Jeg fandt ret hurtigt ud af bevægelserne, undtagen den sidste bevægelse, der er ret højt oppe. og med kun 2 pads var jeg lidt skræmt deroppe.
Heldigvis kom der en ekstra mand med en stor pad og det hjalp på det og jeg begyndte at skyde fra bunden af. og før jeg vidste af det var jeg oppe og skulle lave den sidste bevægelse men endte med at hoppe ned fordi jeg var en kylling. Næste forsøg fandt jeg mig selv det samme sted og gav den sidste bevægelse det mest halvhjertet forsøg man kan forstille sig...
Et forsøg tilbage. Jeg bad Choko om at filme og tænke at det ville gi' mig de sidste 5% der skulle til for mig at lave bevægelsen.
Jeg kalkede op, var syked og havde en god fornemmelse. og før jeg vidste af det, var jeg der oppe igen og uden tøven lavede jeg bevægelsen og greb det sidte greb der er god, men dårlig nok til at man godt kan ryge af, hvis man ikke har kontrol nok, og toppede ud inden solen gik ned bag bjerget!
Derefter gik vi over til et andet problem som jeg havde lavet tidligere som choko også var virkelig syked på. Sidst han prøvede det, var han stadig ikke helt inde i gamet endnu.
Siden sidst han prøvet det, har han klatret en masse og i samme grad og er helt klart blevet stærkere. Da vi ankom til problemet stod det og bagte i solen og havde gjort det, det meste af dagen og gjort de 2 sidste sloppere på problemet ret dårlige.
Problemet starter med en ss inde i en hule og klatre ud gennem et lille tag, hvor man laver et langt træk rundt om en kant hvor der er en kæmpe hueco med perfekte sloppere der er ret hårdt at komme ud og matche. Derfter skal man op i en sloper, matche, videre til endnu sloper, matche, foden op på en dårlig fod også lave det sidste hårde træk til et godt greb.
Choko gav den 2 forsøg hvor han kom op til slopperne, der stadig var i solen, og faldt på sidste bevægelse begge gange.
og med ikke så lang tid til at solen atter engang gik ned bag bjergene, tog han god pause og ventede på at klippen blev lidt køligere og frikken bedre.
Da tiden var inde var han syked og han lavede problemet i første forsøg med overskud efter solen var gået ned!
Næste dag ville vi prøve kræfter med at andet gammelt klassisk buttermilk testpiece "High plain drifter" som man kan se i den nye chuck fryberger film the scene. Men man er virkelig nød til at se den i levene live for at se hvor fed den er.
Når jeg er ude og boulder har jeg meget lidt tålmodighed til at varme op og den dag var eller ikke nogle undtagelse. Efter 2 gange op på et let problem, smuttede jeg over på "high plain drifter" eftersom der var en masse pads.
Jeg overraskede mig selv med at komme ret højt i første forsøg og tænke at jeg skulle have varmet bedre op. Men jeg var super syked og gav den 5 min. før jeg gik på den igen. jeg kom op til det samme sted som før, men havde meget bedre overskud nu og lavede næste bevægelse der er den første bevægelse i cruxet, og hurtigt lavede jeg den næste bevægelse, der som regel er der man ryger af, men jeg forblev på problemet og lavede det sidste træk til grebet der slutter problemet og toppede ud på den kæmpe boulder.
Jeg overraskede virkelig mig selv med at lave den her i 2 forsøg og jeg føler virkelig at jeg er blevet stærkere herovre!
Efter en hviledag besuttede jeg at prøve siddestarten til "Fly boy", fordi at vi havde snakket med nogle andre der også ville prøve den (Massere af pads). Den starter i 2 jugs nede i venstre hjørne af boulderen og klatrer op via små men gode crimps, til en ret lang dyno til toppen.
Jeg havde lavet stå starten nogle dage forinden, så var syked på sitten. Jeg lavede hurtigt alle bevægelserne op til dynoen, undtagen den første bevægelse (Crimpen man skal gribe er ret skarp). Je tog en god pause og sendte i første forsøg fra bunden.
Choko skulle selvfølgelig også som den efteraber han er på High plain drifter. Men er han er lidt af af en slapssvans. Så han blev ved med at falde ned og stå pive og sine slidte fingrer TØS!! Men han ville ikke erkende sit nedlag så efter halvanden hviledag og lidt highball leg i solen (de er fandme fucking høje nogle af de sten) var han klar til at knokle videre. Jeg pressede ham lidt og tændte for filmoptageren(han har sgu altid været lidt af en linselus), men facit blev at det virkede, et forsøg var alt hvad han skulle bruge den dag for at komme op. Han gik og lurede lidt, det var ikke meget han havde klatret den dag, og efter lidt pause hoppede han på Change of Heart som er den direkte version af High Plain Drifter. Han fumlede lidt med betaen, men efter den var fundet, eller efter jeg fortalte ham hvad han skulle gøre IDIOT!! Gjorde han kort process og fik en kort men effektiv dag i Bishop, California, USA.
mandag den 19. december 2011
onsdag den 14. december 2011
Bishop
For at sige det simpelt bishop er smukt. Udsigten i rookies var fantastisk, men bishop er en god konkurrent. Flade landinger og kæmpe, kæmpe sten. I en normal verden ville der jo været smækket bolte på mange linjer her. Så dem der har udviklet området må i udpræget grad have været en flok drenge røve der har været på et trip af "du tør ihvertfald ikke klatre derop uden reb". Har ikke oplevet andre steder hvor der er bolte på toppen af boulderne og hvor der er beskrevet i føren at over det greb skal du bare lade være med at falde.
Der er dog også massere af lavere problemer, rigtig fede problemer. Så jeg ønsker mig lige nu mere hud til jul. For ja klippen skrælle det af. Er ihvertfald mærket af at jeg ikke har mere hård hud efter gipsen. Så er blevet gode venner med tapen.
Min finger er ved at komme med igen, den er stadig lidt stiv og ikke så mobil som den på venstre hånd. Men jeg kan klatre og det er det der er det vigtig. Jeg har lidt problemer med at huske det for det er virkelig frustrene, et at se champen morfar flashe alt jeg skal kæmpe på og to at skulle kæmpe for hvert tick i en sværhedsgrad som jeg også før har lavet i noget færre forsøg. Så dybe vejrtrækinnger og god karma til mig selv er noget jeg arbjeder med, vil ikke sige det er med fuld succes, men jeg prøver. Det svære er at ambitionerne er der stadig, men lige pt kan min krop ikke helt præstere hvad min sind forventer. Tålmodighed må være ordet og jeg kæmper for ikke stresse.
Derudover har morfar gjort kort process af den klassiske linje Soul slinger, som er et gammel testpiece som man bla kan se Lisa Rands kæmpe på da Petzl rocktrip var forbi bishop.
Status lige nu:
Psykedness
Morfar - Sind=80% Hud=92% Præstationsniveau= 50%
Choko -Sind= 98% Hud=60% Præstationsniveau=20%
Så vi skal til at klemme noget hårdere.
Der er dog også massere af lavere problemer, rigtig fede problemer. Så jeg ønsker mig lige nu mere hud til jul. For ja klippen skrælle det af. Er ihvertfald mærket af at jeg ikke har mere hård hud efter gipsen. Så er blevet gode venner med tapen.
Min finger er ved at komme med igen, den er stadig lidt stiv og ikke så mobil som den på venstre hånd. Men jeg kan klatre og det er det der er det vigtig. Jeg har lidt problemer med at huske det for det er virkelig frustrene, et at se champen morfar flashe alt jeg skal kæmpe på og to at skulle kæmpe for hvert tick i en sværhedsgrad som jeg også før har lavet i noget færre forsøg. Så dybe vejrtrækinnger og god karma til mig selv er noget jeg arbjeder med, vil ikke sige det er med fuld succes, men jeg prøver. Det svære er at ambitionerne er der stadig, men lige pt kan min krop ikke helt præstere hvad min sind forventer. Tålmodighed må være ordet og jeg kæmper for ikke stresse.
Derudover har morfar gjort kort process af den klassiske linje Soul slinger, som er et gammel testpiece som man bla kan se Lisa Rands kæmpe på da Petzl rocktrip var forbi bishop.
Status lige nu:
Psykedness
Morfar - Sind=80% Hud=92% Præstationsniveau= 50%
Choko -Sind= 98% Hud=60% Præstationsniveau=20%
Så vi skal til at klemme noget hårdere.
fredag den 9. december 2011
Failure is part of the game - But it's not really failure!
Vi har nu forladt joes valley og det gik ikke som jeg havde håbet!
1 ud af 4 projekter blev lukket. jeg gav den alt hvad jeg havde, men det var bare ikke nok.
Men fik prøvet kræfter med noget rigtig hårdt og fedt og det er en del af målet med turen.
Alt i alt er joes valley et utroligt fedt sted, hvor alt er så simpelt som muligt. Der er gratis campering og en virkelig kort gåtur til boulderne og virkelig fed klatring i alle sværhedsgrader. Vi tilbragte ca. 4 uger i joes og nåede ikke at blive træt af det.
Klippen er lækker sandsten der er utrolig hård for fingerene, så efter en hviledag har man en god dag hvor man formentlig slider sine fingre op og næste dag forsøger man at klatre så godt som muligt med slidte fingre.
Vi er nu i Bishop og er gået fra sandsten til granit som er noget hårdere for fingerne,så efter kun 2 dage er de godt tyndslidte.
Vejret er skønt og dejligt varmt, især efter at have frosset i lang tid i joes, og klatringen er et scoop!
Klatring er noget anderledes end i joes, så vi skal lige vende os til den nye stil, der minder ret meget om kjuge, inden vi for alvor river bishop fra hinanden, for vi er virkelig virkelig syked!!!!
Vi har lavet den klassiske Iron man, som er en åbenlys travers som man skal klatre hvis man er i bishop.
også har vi arbejdet og sendt Iron monkey som er i samme stil som Iron man, bare sværere, længere og ligeså sweet! På den første dag fandt vi betaen, men efter en dags klatring og 15 graders sol direkte på alle grebene, fik vi den ikke lukket.
Næste dag fandt vi bedre beta og med skygge på grebene lykkedes det mig at lukke problemet, og Choko måtte se sig slået den dag men er syked for revenge!
Morfar
Morfar
1 ud af 4 projekter blev lukket. jeg gav den alt hvad jeg havde, men det var bare ikke nok.
Men fik prøvet kræfter med noget rigtig hårdt og fedt og det er en del af målet med turen.
Alt i alt er joes valley et utroligt fedt sted, hvor alt er så simpelt som muligt. Der er gratis campering og en virkelig kort gåtur til boulderne og virkelig fed klatring i alle sværhedsgrader. Vi tilbragte ca. 4 uger i joes og nåede ikke at blive træt af det.
Klippen er lækker sandsten der er utrolig hård for fingerene, så efter en hviledag har man en god dag hvor man formentlig slider sine fingre op og næste dag forsøger man at klatre så godt som muligt med slidte fingre.
Vi er nu i Bishop og er gået fra sandsten til granit som er noget hårdere for fingerne,så efter kun 2 dage er de godt tyndslidte.
Vejret er skønt og dejligt varmt, især efter at have frosset i lang tid i joes, og klatringen er et scoop!
Klatring er noget anderledes end i joes, så vi skal lige vende os til den nye stil, der minder ret meget om kjuge, inden vi for alvor river bishop fra hinanden, for vi er virkelig virkelig syked!!!!
Vi har lavet den klassiske Iron man, som er en åbenlys travers som man skal klatre hvis man er i bishop.
også har vi arbejdet og sendt Iron monkey som er i samme stil som Iron man, bare sværere, længere og ligeså sweet! På den første dag fandt vi betaen, men efter en dags klatring og 15 graders sol direkte på alle grebene, fik vi den ikke lukket.
Næste dag fandt vi bedre beta og med skygge på grebene lykkedes det mig at lukke problemet, og Choko måtte se sig slået den dag men er syked for revenge!
Morfar
Morfar
lørdag den 26. november 2011
Beyond life!
Vi har været i joes i ca. 3 uger nu og det er sku et fantastisk sted.
Eftersom Choko har haft gips på, har han ikke fået klatret så meget og jeg har følt det lidt som en solo mission. Det har ikke altid været lige let at motivere sig selv til at klatre hårdt og arbejde på problemerne alene.
og når man finder nogle at klatre med føles det ligesom at stikke spaden ned i en guldklump.
Den første uge i joes følts som en kamp efter 1 måned i rifle og sportsklatring. jeg følte mig direkte svag!
Men efer en uge var styrken tilbage igen også var jeg super syked på at klatre hårdt. Måske lidt for syked, for hvis jeg ikke kunne lave det første dag, ville jeg ikke komme tilbage næste dag, men bare åbne et nyt projekt and so on.
Så nu har jeg en masse projekter og alt for lidt tid til at færdig gøre dem alle!
Vi har booket et hotel i las vegas og forlader stedet den 1 december. Men jeg er super syked på bare at give den gas og se hvad det bliver til! og håber på at fingerspidserne kan klare det! Klippen er meget skarp og de fleste af min projekter er bedst med friske fingre.
3 dage og 4 problemer! Let the fight begin...
- beyond life
- kinda brawny
- fingerhut
- jitterbug
Morfar
Eftersom Choko har haft gips på, har han ikke fået klatret så meget og jeg har følt det lidt som en solo mission. Det har ikke altid været lige let at motivere sig selv til at klatre hårdt og arbejde på problemerne alene.
og når man finder nogle at klatre med føles det ligesom at stikke spaden ned i en guldklump.
Den første uge i joes følts som en kamp efter 1 måned i rifle og sportsklatring. jeg følte mig direkte svag!
Men efer en uge var styrken tilbage igen også var jeg super syked på at klatre hårdt. Måske lidt for syked, for hvis jeg ikke kunne lave det første dag, ville jeg ikke komme tilbage næste dag, men bare åbne et nyt projekt and so on.
Så nu har jeg en masse projekter og alt for lidt tid til at færdig gøre dem alle!
Vi har booket et hotel i las vegas og forlader stedet den 1 december. Men jeg er super syked på bare at give den gas og se hvad det bliver til! og håber på at fingerspidserne kan klare det! Klippen er meget skarp og de fleste af min projekter er bedst med friske fingre.
3 dage og 4 problemer! Let the fight begin...
- beyond life
- kinda brawny
- fingerhut
- jitterbug
Morfar
søndag den 13. november 2011
Joes Valley!
Det har været koldt, varmt, vådt, koldt og vi har været i salt lake city og spist en masse pandekager!
Her er en lille video med følgende problemer med samme rækkefølge som i filmen:
Two finger variation
pocket rocket
warm me up scotty
chips
sphere
lamar
planet of the apes
Her er en lille video med følgende problemer med samme rækkefølge som i filmen:
Two finger variation
pocket rocket
warm me up scotty
chips
sphere
lamar
planet of the apes
lørdag den 29. oktober 2011
Joe
Det er længe siden.
Der er heller ikke sket så meget. Mere projektering, flere op og nedture i den process.
Sæsonen i Rifle er slut for os, med kun plus et par grader om dagen var det for koldt til vi gad at ruter klatre. Det gjorde at vi begge kom afsted med ting der ikke var lukket. Emil med den lange og vedvarende rute Roadside prophet og jeg med den kortere boulder rute Cracked open sky.
Men efter den åbenlyse ærgelse over hvad der kunne føles som spildt tid, er vi faktisk ret positiv over det. For vi har satdig fået lov at lave nogle super fede bevægelser og fået åbnet vores øjne for hvad vi faktisk er i stand til. Så til næste gang ved vi det er muligt vi skal bare lige have de sidste 10 % på vores side.
For vi har nogen gange for travlt med at komme i mål og glemmer at nyde vejen der til, som nok er den vi lære mest af.
Nogen gange handler det utrolig meget om hvor få forsøg man kan toppe sine hårdeste sends i. Det er selvfølgelig også et målbart udtryk for ens fremskridt. Men hvorfor så stort fokus på antallet af forsøg? Det gør ihvertfald mig pisse nervøs hvis jeg tænker på at det skal være nu at jeg sender for ellers bruger jeg for mange forsøg. For mange i forhold til hvad? Ens egen opfattelse af hvad man skal kunne præstere. Selvfølgelig skal man presse sig selv men når man operere på sin grænse, skal man give sig selv lov til at nyde vejen ind i nyt territorie. Det er vel ligegyldigt om det tager en dag eller 10 så længe man kommer frem. Derfor er vi kun glade for at vi er på vej, at vi ikke nåede frem lige nu er okay, for vi ved at vi nok skal komme der til.
For mig kommer det dog nok til at tage lidt længere tid. I et redpoint forsøg på Cracked open sky faldt jeg og brækkede min lille finger.
Det er lidt et slag i hovedet, der har ændret mit perspektiv for turen. Det er fandens svært at klatre kun med en hånd. Lægens dom siger 4 uger i gips og 4 ugers langsom genoptræning før at der er klatring på menuen. Så der lidt ting at tænker over, endnu mere tid til at gøre det i, skræmmende.
Læger plejer jo at være lidt konservative og også gerne lidt forkert på den. Så i mit optimistiske sind er jeg klar til at give den gas om 5-6 uger. Men det er desværre kun tiden der kan vise hvad der sker. Jeg er går derfor med tankerne om at blive eller tage hjem. Kan finde mange grunde til begge men indtil jeg finder svaret, kan jeg nyde den amerikanske natur og blive utrolig motiveret af at se Emil klatre og en lille smule frustreret.
Vi er nu i Joes Valley som byder på lækker bouldering og kolde temperature, men mere om det senere.
Choko
lørdag den 15. oktober 2011
Sportsklatrings forunderlige verden
En kort tanke omkring sportsklatring:
Det klassiske spørgsmål der møder en når man fortæller at man klatre, ja ikke bjerge men på sådan nogle korte ruter eller små sten, er hvorfor tager i ikke bare den nemmeste vej op. Svaret er nemt og lige til for så er det ikke sjovt.
Det er dog gået op for mig på det sidste at det måske ikke er så simpelt. For logikken er når man prøver noget nyt, det vil sige en ny grad i dette snæversynet samfund, er
1. at finde et stykke klippe som ser lækkert ud og giver en, en helt ustyrlig trang til at komme et stykke op af det,
2. tjekke i guidebogen at det er svære end noget klippe man har prøvet før,
3. prøve stykket af klippe og beskræfte at ja det er svært at komme op,
4. finde den nemmeste vej op af det svære stykke klippe ,
5. finde ud af det er muligt for en at komme op denne vej.
6. Bekræfte det ved flere gange at klatre til toppen, dog uden at gøre det i et hug.
Det er så her at det bliver virkelig interresant for når alle 6 skridt er opfyldt kommer det
7. og dummeste af dem alle sammen.
7. er at lave div. mentale lege med sig selv så man gør det tilpas svære at komme op af det før omtalte stykke klippe.
Det vil sige at man er gået to skridt frem og et tilbage. Måske er det kun mig der har det sådan ellers er det et udbredt fænomen. Ved det ikke men dumt er det og er stadig i en proces hvor jeg er usikker på hvad jeg skal konkludere på det.
Derfor er folk der læser med velkomne til at komme med inputs og kommentare så vi kan komme til bunds i dette mulige fænomen, eller få afklaret at jeg bare gør tingene svære end de er.
onsdag den 12. oktober 2011
Worldcup klatre er jo herre små!
Den her går ud til danmarks to sejeste piger, Eva og Anna.
Følelsen af totalt afmagt og total brud på hvordan virkeligheden, nuet, skulle være, blev smidt i hovedet på os søndag morgen. Efter vi havde spist pandekager til morgenmad, var det vel som at få slag med den våde og kolde søndags berlinger, da vi kom frem til disken og fik at vide at der var totalt udsolgt til worldcuppen...!
Det blev kun lidt være af at man kunne høre publikum gå amok inde i hallen.
Det virkede ikke som en mulighed ikke at kommer ind men det var bestemt virkeligheden.
Men Emil og jeg kunne ikke tænke lige der, så vi er stadig lykkelige over at vi var på tur med Eva og Anna. For med deres snille, charme og urtroligt lækkert hår var det som om at billetterne var flød rundt omkring. Så før vi vidste af det havde de skaffet armbånd til os alle og vi inde. Vi var inde, altså på den rigtig sidde af døren, som at være en lille teenage pige til en backstreet boys koncert, på en måde lidt som en drøm, men de havde sgu gjort hvad der syntes umuligt.
Konkurrencen bød på massere af show, spænding og super fed klatring. Så med en super fed weekend og aften kørte vi til Rifle igen.
Mens vi har været væk, 5 dage, er det godt nok blevet koldt her. Vi er gået fra shorts og klipklapper, til lange underbukser og morgenfrost. Vejret er virkelig omskiftelig her så vi håber på et temperatur opsving snart.
Folkene er blevet nogen færre i dalen, men vi pakker os godt ind og kæmper videre på ja noget fandens fed klippe. Selvom det kan være hårdt at tænke på at der er noget varmere i Spanien lige nu.
Choko
Følelsen af totalt afmagt og total brud på hvordan virkeligheden, nuet, skulle være, blev smidt i hovedet på os søndag morgen. Efter vi havde spist pandekager til morgenmad, var det vel som at få slag med den våde og kolde søndags berlinger, da vi kom frem til disken og fik at vide at der var totalt udsolgt til worldcuppen...!
Det blev kun lidt være af at man kunne høre publikum gå amok inde i hallen.
Det virkede ikke som en mulighed ikke at kommer ind men det var bestemt virkeligheden.
Men Emil og jeg kunne ikke tænke lige der, så vi er stadig lykkelige over at vi var på tur med Eva og Anna. For med deres snille, charme og urtroligt lækkert hår var det som om at billetterne var flød rundt omkring. Så før vi vidste af det havde de skaffet armbånd til os alle og vi inde. Vi var inde, altså på den rigtig sidde af døren, som at være en lille teenage pige til en backstreet boys koncert, på en måde lidt som en drøm, men de havde sgu gjort hvad der syntes umuligt.
Konkurrencen bød på massere af show, spænding og super fed klatring. Så med en super fed weekend og aften kørte vi til Rifle igen.
Mens vi har været væk, 5 dage, er det godt nok blevet koldt her. Vi er gået fra shorts og klipklapper, til lange underbukser og morgenfrost. Vejret er virkelig omskiftelig her så vi håber på et temperatur opsving snart.
Folkene er blevet nogen færre i dalen, men vi pakker os godt ind og kæmper videre på ja noget fandens fed klippe. Selvom det kan være hårdt at tænke på at der er noget varmere i Spanien lige nu.
Choko
fredag den 7. oktober 2011
Boulder canyon!
Vi har haft en fed uge i Rifle. Trods at ruterne er poleret, er det et rigtig fedt sted!! Projekter er blevet åbnet - projekter er blevet lukket!
Men så lovede de meget regn 3 dage i træk. Så vi valgte at køre tilbage til boulder for at klatre lidt i boulder canyon, som var det eneste sted i hele verden hvor de lovede godt vejr??? også passede det med world cuppen i weekenden, som vi skal ind og se.
Vi har brugt 3 dage i boulder canyon på the Citadel boulder hvor der ligger en håndfuld problemer på blandt andet Cage free, som jakob stærk klatrede da han var herovre.
Jeg arbejede på Cage free i de 3 dager uden held, men ikke langt fra. Måske med lidt længere tid. Choko brugte også et par dage på den uden held.
Men vi fik da klatret nogle af de andre fine problemer på boulderen. Sick!
Efter world cuppen på søndag kører vi tilbage til rifle. Vi er super syked på at komme tilbage og lukke projekter. vi har begge vores egen rute i hoved som vi ikke helt kan få ud af tankerne!
tirsdag den 4. oktober 2011
Det mentale.
Det er første gang at jeg er på klatretur så længe. Det er første gang jeg er afsted så længe med en kammerat. Det er første gang jeg er på rundrejse med klatring og det som værende hovedmålet.
Selvom der er meget der er nyt er der også meget der er prøvet før på de kortere ture også alligevel ikke. Jeg har fået mig nogle åbenbaringer som jeg egenligt nok kendte svaret på, men alligvel har været nød til at tænke på ny.
Målet med turen har fra starten af været at flytte vores personlige grænser. Så det er naturligt i sportsklatring og bouldering at måle det i de grader man sender. Lige meget hvor cool man prøver at være om at grader ikke betyder noget tror jeg at vi alle ikke kan lade være med at måle vores progression direkte i dem selvom vi ved at grader er subjektive og ikke noget der er hundred procent målbart.
Selvom der er meget der er nyt er der også meget der er prøvet før på de kortere ture også alligevel ikke. Jeg har fået mig nogle åbenbaringer som jeg egenligt nok kendte svaret på, men alligvel har været nød til at tænke på ny.
Målet med turen har fra starten af været at flytte vores personlige grænser. Så det er naturligt i sportsklatring og bouldering at måle det i de grader man sender. Lige meget hvor cool man prøver at være om at grader ikke betyder noget tror jeg at vi alle ikke kan lade være med at måle vores progression direkte i dem selvom vi ved at grader er subjektive og ikke noget der er hundred procent målbart.For mig er det derfor naturligt at tænke når jeg har gået en rute i en grad så skal der hurtigt kunne laves flere i samme grad, uanset stil, sted og andre omstændigheder. Ligeledes har jeg lært at når man kun er afsted to er jeg ideen om at hvis han kan så skal jeg også kunne det. Det har desværre ikke helt været muligt at opfylde mine ønkser og ideer om virkeligheden.
Med frustration tilfølge har jeg i nogen udstrækning været nød til at erkende at klatring er mere kompliceret end det og der ikke er andet for end at prøve hårdere næste gang jeg er på. Jeg har indtil videre fået frustrationen vendt til motivation, og håber det vil hjælpe mig til at nå målet.
Vi er stadig i Rifle og nyder tilværelsen som fuldtidsklatre. Vi har haft besøg fra de vandte rammer i i form af at Eva kom forbi. Det var rart og hyggeligt lige at få en kvinde i køkkenet et par dage og at få lidt torsdag kage. Så hvis der er andre der kunne tænke sig at se USA og være med til at lave danske egns rette i det fri så meld jer gerne.
Hvad klatring angår så lukker Emil som på stribe, hvilket motivere mig rigtig meget. Så det var en underlig fornemmelse jeg fik da jeg, fuld af motivation efter at se Emil lukke,står for foden af mit projekt og kigger på et kryds på ruten. Man er vel optimist og tænker det er en joke og kan ikke umiddelbart se noget mærkeligt ved ruten. Men efter lidt eftersyn finder vi ud af at der mangler en af de faste ekspresser på ruten. Den er knækket af, lidt skræmmende. Vi fandt senere ud af at det vidste alle, men der var ikke nogen der sagde noget til danskerne, øv.
Så det gjorde at jeg måtte hoppe på noget andet og hårdere. Men det gjorde bestemt heller ikke noget, det er en rute med super lækre bevægelser, udover det er det en ny grad for mig. Så jeg sidder nu er er virkelig psyked på at skulle arbejde på den her rute og føler klart det er muligt at lave den selvom det er virkelig hårdt.
Den her tur lære mig en masse så er spændt på hvad der vendter derude.
Choko
onsdag den 28. september 2011
On the meadow!
Whats up guys, this is casper and Emil from the other side!
I lørdags var vi til konkurrence i the spot bouldering gym. mest for at se hvordan de afholder konkurrencer herovre og den konkurrence var meget lig som dem vi har derhjemme.
10 problemer i hver kategori og 5 bedste problemer tæller. Super fede problemer og god stemning.
Vi havde ikke nogen forventninger eftersom vi ikke ved hvor hårde de her herovre, men vi kom i en top 15, hvilket vi begge er tilfredse med!
Efter konkurrencen stod La sportiva og lavede burgere og der blev serveret gratis øl!
Dagen efter tog vi turen til Rifle. Hoveddelen af klatring ligger på samme vej der er 1 mile lang og klatringen ligger lige ved siden af vejen!
Klatringen er meget anderledes end hvad vi er vant til. Der er en masse pinches og en hel masse kneebars. Og det tager et stykke tid at vænne sig til.
Jeg var på en rute og fandt ingen kneebars. En anden var på den og fandt 15 kneebars!!!WTF!
Men vi er super syked på at klatre jernhårdt og rykke vores grænser!
peace out!
I lørdags var vi til konkurrence i the spot bouldering gym. mest for at se hvordan de afholder konkurrencer herovre og den konkurrence var meget lig som dem vi har derhjemme.
10 problemer i hver kategori og 5 bedste problemer tæller. Super fede problemer og god stemning.
Vi havde ikke nogen forventninger eftersom vi ikke ved hvor hårde de her herovre, men vi kom i en top 15, hvilket vi begge er tilfredse med!
Efter konkurrencen stod La sportiva og lavede burgere og der blev serveret gratis øl!
Dagen efter tog vi turen til Rifle. Hoveddelen af klatring ligger på samme vej der er 1 mile lang og klatringen ligger lige ved siden af vejen!
Klatringen er meget anderledes end hvad vi er vant til. Der er en masse pinches og en hel masse kneebars. Og det tager et stykke tid at vænne sig til.
Jeg var på en rute og fandt ingen kneebars. En anden var på den og fandt 15 kneebars!!!WTF!
Men vi er super syked på at klatre jernhårdt og rykke vores grænser!
peace out!
fredag den 23. september 2011
Livet som fuldtidsklatrer!
Stress - Det er ikke noget som vi kender til. Og det er også en af grundene til at vi har valgt at tage afsted i så lang tid, så vi har tid til at nyde det vi elsker at gøre.
De fleste andre ture jeg har været på, har jeg altid følt at man skulle nå 4 ugers klatring på 2 uger. Og det tager alt morskaben ud af det, når man arbejder på et projekt. især når man gerne vil klatre en masse og rykke sin grænse. og det er nær umuligt at gøre begge dele.
Derfor er det vigtigt at man hjemmefra inden man tager afsted er fuldstændig klar over hvad ens succeskriterie er med turen man tager på.
For hvis man vil rykke sin grænse, så vil det tage flere dages arbejde. og det er noget man må finde sig i.
Vi er taget på denne her tur, blandt andet for at rykke vores egne grænser og det har vi tid til uden at føle os stresset over at vi ikke har nok tid til det.
2 dage i rmnp er det blevet til sidst - og det er et fantastisk sted. Jeg fatter ikke at jeg først har opdaget det nu. jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er sidste gang jeg har været der. den 45 min. gå tur derop i de ca. 11000 fods højde, er noget af det flotteste man kan opleve i klatring vil jeg næsten vove at påstå. Den kæmpe skov og de smukke snebeklædte bjergtoppe!
Hvis jeg skulle beskrive en perfekt dag, ville jeg nok vælge vores dag i parken den 21 sep.
Vi står op ret tidligt til en dejlig skyfri himmel, før stolen er kommet helt op. Det er hundekoldt og vi havde besluttet at køre ud og få et morgen bad. På vejen derhen er der forvildet en flok elge (ja - jeg mener rigtige elge) ind i estes park. og det er anden gang jeg ser elge så tæt på også inden i byen. Men vi kommer så hen til det sted hvor badet er og får lige en kop kaffe (det er første gang vi får det om morgen på denne tur) inden vi smutter i bad. også lige en kop kaffe igen efter.
Det er blevet lidt varmere i vejret, hvilket var ret dejligt og vi kører op til parkering pladsen i parken sammen med natasja på anlægget, og får os noget morgenmad.
Hiken op til lower chaos føltes ikke så hård som de andre gange, men mere bare frisk.
Vejret er skønt, sticken er fantastisk og problemerne er lækre. Vi får varmet op og går på noget lidt hårdere, og får filmet en masse til en lille kortfilm om den dag.
Jeg får arbejdet på et problem med fede bevægelser og den grad der er målet for turen. og føler helt klart det er muligt når vi har den tid der skal til!
Resten af dagen vil jeg ikke afsløre, men i kan se det i den lille film, vi uploader. Men det er noget der virkelig sætter prikken over i'et.
Næste dag blev også tilbragt i parken på the gangbang boulder. En kæmpe boulder med en masse problemer på, som er ret forvirrende.
Jeg valgte at prøve kræfter med the marble der havde en ret dårlig landning, og kunne til at starte med ikke lave nogle af bevægelserne. men efter 20 - 30 min. havde jeg kunne jeg alle bevægelserne undtagen den første der klart var cruxet. Når man arbejder på et projekt, så selvom man bliver lukket ned, så skal bare hænge i og give problemet noget tid. Får når man får lavet bare en af bevægelserne, er det lige der starter en kædereaktion. Og det er en fantastisk følelse bare det at kunne lave bevægelserne på noget man først troede var umuligt.
Og når man så begynder og at kunne linke bevægelserne sammen, er det at det begynder at gå op for en hvorfor man klatrer. Når man så topper det, er man slet ikke i tvivl.
Så lidt ud af ingen ting kommer jeg helt op til slutbevægelsen. og fordi at landningen var rigtig dårlig vælger jeg at hoppe af fordi jeg ikke var sikker på om jeg kunne lave den sidste bevægelse.
Men fuld af selvtillid tager jeg en god pause, i håbet om at den er der i næste forsøg.
Men efter pausen, er der intet der fungerer, og jeg kan ikke engang lave start bevægelsen mere! Hvilket gør man rigtig frustret til at starte med, og derfor virkelig sur. og havde det somom at jeg aldrig skulle blive i godt humør igen. og efter 5 min. går det op for mig at det er sølle og nyt lavpunkt jeg har nået. Hvad er der at være sur over? at det gode forsøg tidligere tog kræfterne, så der ikke var flere?
Vi klatrer for at have det sjovt og nyde at være i naturen med gode venner og lave nogle fede bevægelserne. Så er det tåbeligt at blive sur når der er lidt modgang. og jeg følte mig virkelig tåbelig da det gik op for mig, og kunne kun grine af mig selv. Sådan er det med klatring , når man vil klatre hårdt. 90% skuffelse 10% succes. og selvom det kun er 10%, så er det helt klart det værd!
Her er en lille film fra den perfekte dag!
De fleste andre ture jeg har været på, har jeg altid følt at man skulle nå 4 ugers klatring på 2 uger. Og det tager alt morskaben ud af det, når man arbejder på et projekt. især når man gerne vil klatre en masse og rykke sin grænse. og det er nær umuligt at gøre begge dele.
Derfor er det vigtigt at man hjemmefra inden man tager afsted er fuldstændig klar over hvad ens succeskriterie er med turen man tager på.
For hvis man vil rykke sin grænse, så vil det tage flere dages arbejde. og det er noget man må finde sig i.
Vi er taget på denne her tur, blandt andet for at rykke vores egne grænser og det har vi tid til uden at føle os stresset over at vi ikke har nok tid til det.
2 dage i rmnp er det blevet til sidst - og det er et fantastisk sted. Jeg fatter ikke at jeg først har opdaget det nu. jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er sidste gang jeg har været der. den 45 min. gå tur derop i de ca. 11000 fods højde, er noget af det flotteste man kan opleve i klatring vil jeg næsten vove at påstå. Den kæmpe skov og de smukke snebeklædte bjergtoppe!
Hvis jeg skulle beskrive en perfekt dag, ville jeg nok vælge vores dag i parken den 21 sep.
Vi står op ret tidligt til en dejlig skyfri himmel, før stolen er kommet helt op. Det er hundekoldt og vi havde besluttet at køre ud og få et morgen bad. På vejen derhen er der forvildet en flok elge (ja - jeg mener rigtige elge) ind i estes park. og det er anden gang jeg ser elge så tæt på også inden i byen. Men vi kommer så hen til det sted hvor badet er og får lige en kop kaffe (det er første gang vi får det om morgen på denne tur) inden vi smutter i bad. også lige en kop kaffe igen efter.
Det er blevet lidt varmere i vejret, hvilket var ret dejligt og vi kører op til parkering pladsen i parken sammen med natasja på anlægget, og får os noget morgenmad.
Hiken op til lower chaos føltes ikke så hård som de andre gange, men mere bare frisk.
Vejret er skønt, sticken er fantastisk og problemerne er lækre. Vi får varmet op og går på noget lidt hårdere, og får filmet en masse til en lille kortfilm om den dag.
Jeg får arbejdet på et problem med fede bevægelser og den grad der er målet for turen. og føler helt klart det er muligt når vi har den tid der skal til!
Resten af dagen vil jeg ikke afsløre, men i kan se det i den lille film, vi uploader. Men det er noget der virkelig sætter prikken over i'et.
Næste dag blev også tilbragt i parken på the gangbang boulder. En kæmpe boulder med en masse problemer på, som er ret forvirrende.
Jeg valgte at prøve kræfter med the marble der havde en ret dårlig landning, og kunne til at starte med ikke lave nogle af bevægelserne. men efter 20 - 30 min. havde jeg kunne jeg alle bevægelserne undtagen den første der klart var cruxet. Når man arbejder på et projekt, så selvom man bliver lukket ned, så skal bare hænge i og give problemet noget tid. Får når man får lavet bare en af bevægelserne, er det lige der starter en kædereaktion. Og det er en fantastisk følelse bare det at kunne lave bevægelserne på noget man først troede var umuligt.
Og når man så begynder og at kunne linke bevægelserne sammen, er det at det begynder at gå op for en hvorfor man klatrer. Når man så topper det, er man slet ikke i tvivl.
Så lidt ud af ingen ting kommer jeg helt op til slutbevægelsen. og fordi at landningen var rigtig dårlig vælger jeg at hoppe af fordi jeg ikke var sikker på om jeg kunne lave den sidste bevægelse.
Men fuld af selvtillid tager jeg en god pause, i håbet om at den er der i næste forsøg.
Men efter pausen, er der intet der fungerer, og jeg kan ikke engang lave start bevægelsen mere! Hvilket gør man rigtig frustret til at starte med, og derfor virkelig sur. og havde det somom at jeg aldrig skulle blive i godt humør igen. og efter 5 min. går det op for mig at det er sølle og nyt lavpunkt jeg har nået. Hvad er der at være sur over? at det gode forsøg tidligere tog kræfterne, så der ikke var flere?
Vi klatrer for at have det sjovt og nyde at være i naturen med gode venner og lave nogle fede bevægelserne. Så er det tåbeligt at blive sur når der er lidt modgang. og jeg følte mig virkelig tåbelig da det gik op for mig, og kunne kun grine af mig selv. Sådan er det med klatring , når man vil klatre hårdt. 90% skuffelse 10% succes. og selvom det kun er 10%, så er det helt klart det værd!
Her er en lille film fra den perfekte dag!
tirsdag den 20. september 2011
Regnvejr fra en sky fri himmel
Vi har haft nogle frustrerende dage. Vi har været klar til at klatre, vi har været super psyked, men vejret har været imod os.
Alt var klar så vi kørte til Mt. Evans. Vi var lidt sent på den så vi besluttede at sove ved klipperne. Vi fik en fed aften session og med god mad og bål efter, var vi super klar på at vågne op til sky fri himmel og få vores første hele dag med fed klatring.
Vi vågnede til grå himmel og regn. Vi er jo optimister så vi hikede ud til klipperne for at konstatere at de var driv våde og der ikke kom til at være noget klatring den dag. Så vi måtte gå den time lange tur op af bakke med alt vores grej, i regn.
Vejret er nu klaret op vi sidder for foden af rocky mountains. De sidste par dage har vi klatret i upper og lower chaos canyon. Kvaliteten af problemerne er virklig høj og sticken er perfekt. Landingerne er ikke som Font, ja de er nok nogle af de mest alternative jeg har stødt på men med pads er helt fint.
Det er utroligt at klatre i de omgivelser vi gør, det er underligt at være et sted hvor klatrende er et mindre tal og de første 10 mennesker stopper en og spørg hvad det er for noget stas/stads man har på ryggen. Men det er meget hyggeligt.
Det har fået mig til at sætte endnu mere pris på hvad det er jeg går lave. Der kommer så mange mennesker her for at betragte bjergene. Vi betragter dem ikke bare vi er en del af dem, vi indgår for et kort øjeblike som en del af naturen.
Det føles unikt når man som en dans på væggen lader klippen føre en fra bunden hele vejen til toppen og på vejen har vist en smukke bevægelser og som kronen på værket lader det klimakse i et fest fyrværkeri, udsigten der venter på toppen udover søen der ligger i 11000 fod indsvøbt af bjergene som er pakket i hvidt på toppen. Det at stå der på toppen og føles sig som en lille bid af noget stort er fantastisk og kan til tider få mig til at undre mig over at jeg stadig bor i Danmark når der er så mange smukke billeder derude som stadig venter på at man kommer og er en del af. Det betyder en ting at der er mange eventyr der stadig venter der ud. Emil og jeg er flere gange blevet slået omkuld af de udsigter og fænomener vi har mødt, så det lover godt for den næste tid da jeg er sikker på flere venter der ude.
fredag den 16. september 2011
søndag den 11. september 2011
Bjergene og varme bukser...
Så skete det! Efter vi havde vores lille nedtur med Vanen er vi kommet oven på igen. Vanen kom på værkstedet og blev lavet og vi fik presset prisen ned, så det var skønt.
Også kunne vi ikke komme hurtigt nok til boulder, hvor the shit is!
Der er bare noget fedt og smukt at køre når man hele tiden kan se bjergene i horisonten :)
Vores første stop i boulder var 'the spot', et af de store boulder gym i boulder, så vi lige kunne få noget insider viden og klatringen her i colorado og et bad!!!
Vi fik lavet en aftale med en a de lokale om at tage til satelite. Et fint lille crag der ligger tæt på byen.
Og det var virkelig skønt endelig at få noget klippe under neglene. Det har følt som om det er 100 år siden vi har klatret.
Vi fik ikke klatret så meget men et par problemer blev det da til.
Det virker som om der ingen ende er på de svære beslutninger - Først var det bil valget, så blev det reb valget og nu er det hvilke crashpads vi skal ha'?!
Imorgen bliver en lille travl dag, hvor vi skal have købt crashpads, tegnet forsikring på bilen og få skrevet bilen i vores navn. Samt få bygget vanen op så den bliver mere praktisk.
Ronny, den her går ud til dig. Vi savner sku dine dejlige krøller og vi sender masser af varme tanker og klipper hjem til dig :) Peace out. Get syked!!!
Også kunne vi ikke komme hurtigt nok til boulder, hvor the shit is!
Der er bare noget fedt og smukt at køre når man hele tiden kan se bjergene i horisonten :)
Vores første stop i boulder var 'the spot', et af de store boulder gym i boulder, så vi lige kunne få noget insider viden og klatringen her i colorado og et bad!!!
Vi fik lavet en aftale med en a de lokale om at tage til satelite. Et fint lille crag der ligger tæt på byen.
Og det var virkelig skønt endelig at få noget klippe under neglene. Det har følt som om det er 100 år siden vi har klatret.
Vi fik ikke klatret så meget men et par problemer blev det da til.
Det virker som om der ingen ende er på de svære beslutninger - Først var det bil valget, så blev det reb valget og nu er det hvilke crashpads vi skal ha'?!
Imorgen bliver en lille travl dag, hvor vi skal have købt crashpads, tegnet forsikring på bilen og få skrevet bilen i vores navn. Samt få bygget vanen op så den bliver mere praktisk.
Ronny, den her går ud til dig. Vi savner sku dine dejlige krøller og vi sender masser af varme tanker og klipper hjem til dig :) Peace out. Get syked!!!
fredag den 9. september 2011
USA videoblog
Her er vores første USA videoblog, med udsøgt redigering arbejde!!
SÅ vi synes lige i skal give en ordenlig omgang applaus for redigerings arbejdet :)
Parkinglot living
Så er vi sgu fremme og lever drømmen.
Det har været nogle lange dage hvor vi har skulle finde ud af hvordan USA fungere når man er kommet indenfor. Umiddelbart kan man komme rundt om de fleste ting som vi har troet var problemmer, heldigvis. Men intet er endeligt så det kan være den unge dame stadig kan nå at tages os grundigt bagfra.
Men indtil vi har fundet den rigtige bil er det spændene tilværelse. Der byder på en stort udbud af parkeringspladser og en masse tid på starbucks for at få internet. Men vi hygger med udsigten til bjergene og kan fornemme den storhedstid der venter os, først og fremmest i Boulder og siden vores hæder i Vegas. Det bliver fedt og vi er super psyked på snart at skulle have noget klippe i hænderne.
I vores jagt på den perfekt van har vi set lidt at af hver og fået snakket med mange forskellige mennesker, hvilket er rart at vi kan tale engelsk så der ikke er nogen sprogbarriere. Men klimakset kom igår, da vi havde fundet en passende bil som vi også havde fået ned i en fornuftig pris, valgte vi at slå til og give hånd på handlen. Så var det bare pengene vi skulle hæve også ville vi have et køretøj. Men heldigt for os på vej til banken gik bilen ud midt på motorvejen og efter at have prøvet lidt af hver uden held kunne sælger pænt få nøglerne igen. Irritende at være tilbage på market men virkelig heldigt at den ikke ventede en halvtime med at gøre det. Så havde vi haft problemer.
Så i en dejlig blød lænestol på starbucks sider vi nu og prøver at få styr på livet.
søndag den 4. september 2011
Summer Time = Ingen udendørs klatring
Ja, det er ingen overraskelse at dansk sommer er ligesom efteråret bare en lille smule varmere. Så de vanlige ture til kjuge og göteborg har der desværre ikke været nogen af på grund af vejret.
Så gudskelov for climbing gyms. Jeg har stort set ikke lavet andet hele sommeren end at træne for at være i god form når Choko og jeg rammer Staterne i starten af september!
og jeg kan mærke det har båret frugt. Føler at jeg er i en bedste form nogensinde og ser virkelig frem til at få testet formen på de amerikanske boulders.
Så gudskelov for climbing gyms. Jeg har stort set ikke lavet andet hele sommeren end at træne for at være i god form når Choko og jeg rammer Staterne i starten af september!
og jeg kan mærke det har båret frugt. Føler at jeg er i en bedste form nogensinde og ser virkelig frem til at få testet formen på de amerikanske boulders.
mandag den 20. juni 2011
Spain del.1
Hej alle samme derude.
Nu er det nogen tid siden morfar og jeg er kommet hjem fra Spainen. Da vi kom hjem sagde Morfar til mig at han nok skulle update bloggen, han havde en masse fede ideer. Nu er det over en måned siden og i onsdags fik jeg en mail fra ham. Jeg synes ikke i skal snydes så her har i Spain først del
SPAIN!!!
oh yeah. første rute tur i spainien og det bliver fedt.
Bjørn og Mikkel skulle være der i en HEL (FUCKING) MÅNED?! så derfor besluttede mig og ronny at tage ned og "besøge" dem i en uge.
Til at starte med havde vi besluttet at ville klatre i Margalef, mest fordi at det var det vi nok var mest i form til og det vi var mest psyched på. Men på grund af en lille bil, beslutter vi os at tage til Roddelar i stedet, for der skulle vi ikke køre rundt.
Og alle var lidt irriteret over den beslutning, selvom det var fornuftigt og gav rigtig godt mening - men der var ingen grund til at være skuffet!
Ronny og jeg ankom i lufthavnen fredag formiddag, hvor vi blev hentet af Mikkel og Børne Jørn. De tog lige turen fra roddelar til barcelona airport på 3 timer(?) og tilbage igen!
Der fik vi at vide at bjørn havde gået en 8b i andet forsøg i margalef - Det krævede selvfølgelig lige 2 nockel og lidt lommebilliard.
første dag fik vi 40mm regn, men der var en sector der lå næsten lige ved siden af campingpladsen. der klatrede mig og ronny i en lille grotte med 4 ruter i.
jeg fik klatret en 7a', en 7c' og en 7b+'er i andet forsøg.
Ronny fik flashet 7a'eren og lavede 7c'eren i andet forsøg også.
Så kom mikkel og bjørn forbi. bjørn fik lukket 7c'eren i andet forsøg og mikkel begyndte at arbejde på den. Alt imens at det regnen gjorde alt for at levere 40mm den dag.
Sidst på dagen måtte træerne, som gav os læ fra regnen, se sig slået af regnen og vi tog hjem.
Næste dag startede mikkel og jeg i grotten far dagen før, for at ville godt lukke 7c'eren. han havde nogle gode forsøg hvor han faldt på den sidste bevægelse!
Derefter gik hen for at lede efter de 2 andre, men endte med at tage hen til famili manson grotten, der havde det sygeste overhæng.
jeg var rimelig tændt på at prøve famili manson. en 8a'er, der godt nok havde flere greb limet på. men hvem kan ikke lide tag klatring på jucks?! og klatringen var rigtig fed. Ronny valgte også at prøve den, og han kunne ikke være mere enig.
Vi fik begge lavet bevægelser hurtigt, men ingen af os lukkede den.
nu må du fortsætte, hvis du vil. har lige skrevet en hel masse også gik min computer i stå, og det hele var tabt
Når han siger han har skrevet en masse, så mener han det hele.
Ronny out
Nu er det nogen tid siden morfar og jeg er kommet hjem fra Spainen. Da vi kom hjem sagde Morfar til mig at han nok skulle update bloggen, han havde en masse fede ideer. Nu er det over en måned siden og i onsdags fik jeg en mail fra ham. Jeg synes ikke i skal snydes så her har i Spain først del
SPAIN!!!
oh yeah. første rute tur i spainien og det bliver fedt.
Bjørn og Mikkel skulle være der i en HEL (FUCKING) MÅNED?! så derfor besluttede mig og ronny at tage ned og "besøge" dem i en uge.
Til at starte med havde vi besluttet at ville klatre i Margalef, mest fordi at det var det vi nok var mest i form til og det vi var mest psyched på. Men på grund af en lille bil, beslutter vi os at tage til Roddelar i stedet, for der skulle vi ikke køre rundt.
Og alle var lidt irriteret over den beslutning, selvom det var fornuftigt og gav rigtig godt mening - men der var ingen grund til at være skuffet!
Ronny og jeg ankom i lufthavnen fredag formiddag, hvor vi blev hentet af Mikkel og Børne Jørn. De tog lige turen fra roddelar til barcelona airport på 3 timer(?) og tilbage igen!
Der fik vi at vide at bjørn havde gået en 8b i andet forsøg i margalef - Det krævede selvfølgelig lige 2 nockel og lidt lommebilliard.
første dag fik vi 40mm regn, men der var en sector der lå næsten lige ved siden af campingpladsen. der klatrede mig og ronny i en lille grotte med 4 ruter i.
jeg fik klatret en 7a', en 7c' og en 7b+'er i andet forsøg.
Ronny fik flashet 7a'eren og lavede 7c'eren i andet forsøg også.
Så kom mikkel og bjørn forbi. bjørn fik lukket 7c'eren i andet forsøg og mikkel begyndte at arbejde på den. Alt imens at det regnen gjorde alt for at levere 40mm den dag.
Sidst på dagen måtte træerne, som gav os læ fra regnen, se sig slået af regnen og vi tog hjem.
Næste dag startede mikkel og jeg i grotten far dagen før, for at ville godt lukke 7c'eren. han havde nogle gode forsøg hvor han faldt på den sidste bevægelse!
Derefter gik hen for at lede efter de 2 andre, men endte med at tage hen til famili manson grotten, der havde det sygeste overhæng.
jeg var rimelig tændt på at prøve famili manson. en 8a'er, der godt nok havde flere greb limet på. men hvem kan ikke lide tag klatring på jucks?! og klatringen var rigtig fed. Ronny valgte også at prøve den, og han kunne ikke være mere enig.
Vi fik begge lavet bevægelser hurtigt, men ingen af os lukkede den.
nu må du fortsætte, hvis du vil. har lige skrevet en hel masse også gik min computer i stå, og det hele var tabt
Når han siger han har skrevet en masse, så mener han det hele.
Ronny out
Bornholm Rockmaster
I starten af Juni gik turen til bornholm. Til Danmarks første klippe konkurrence. Jeg var ret spændt på at se kvaliteten af den danske klippe, som bestemt ikke havde skuffet et par år tidligere. Da bruddet blev åbnet dagen efter ankomst, så det også virkelig godt ud. Der var lange vedvarende linjer og korte intensive. Ruterne var nye og det betyder selvfølgelig løse sten og sandede holdeflader. Men udover det var kvaliteten høj i dansk standarder.
Samlet blev det til en 4. plads for mig. Er ikke tilfreds med det men det er jo en del af det at konkurrere at man risikere at tabe. Men alt i alt er det bestemt være at vende tilbage til den Bornholmske granit. Det er dog et svært valg da Göteborg også er et område der trækker.
Konkurrencen var af den meget afslappet slags hvilet passede mig fint da ingen vind rørte sig og solen bagte ned i stenbrudet. Så det var lidt svært at holde motivationen høj når man var helt brandt af.
Pågrund af TV 2 Bornholm var der kun tre der gik i finalen. Hvilket gjorde det til et eksklusivt felt der gik videre. Det blev jeg desværre ikke en del af.
Tilgengæld var jeg en del af det total seje publikum.
Finalerne gik godt, deltagerne havde kun 12 min til at komme op da TV ikke tilladte mere. Der blev heldigvis givet grønt lys til bjørn kunne få lov til at klatre færdig hvilket var en fin demonstration af at han var den rette vinder.
Samlet blev det til en 4. plads for mig. Er ikke tilfreds med det men det er jo en del af det at konkurrere at man risikere at tabe. Men alt i alt er det bestemt være at vende tilbage til den Bornholmske granit. Det er dog et svært valg da Göteborg også er et område der trækker.
Udover det er der kommet et amerikansk visa i hus også er der blevet købt fly billeter. Så den 6 september rejser Morfar og jeg til denver for at starte vores 5 mdr tur, der kommer til at byde på massere af lækker klatring.
Choko
onsdag den 11. maj 2011
Turen til Frankrig
Det er lidt tid siden vi kom hjem fra en af de anderledes ture. I mellemtiden er Ronny og Morfar taget afsted til Barcelona, hvor den står på ruter og hårde ticks, men mere om det når de kommer hjem.
Jeg sidder her hjemme med eksamen hængende og hovedet og ville langt hellere være langt syd på og blive blæst væk af alle de fede linjer. Det er bare ikke alt der kan lykkes, så istedet har jeg slappet af de sidste 14 dage og brugt tiden på alt andet end at klatre. Det kan faktisk være rart for en stund.
For at vende tilbage til det, det skal handle om. Så var turen til Fontainebleau på mange måde en anderledes tur. Normalt når vi tager afsted er det lysten til at lave de hårdeste bevægelser og fokusere intenst på det, der er målet. Om det så betyder vi skal stå og børste på den samme sten fra solopgang til solnedgang så det det vi gør. Det var indforstået mellem os tre, nok også planen med denne tur. Det blev dog hurtigt synligt at det ikke skulle gå sådan. Det vi nok ikke lige havde tænkt over var hvilket klientel vi rejste med. Vi var generelt først ved cracket kl 12 hvor det var alt for varmt i solen til hverken at kunne holde fast eller at have den store lyst til at klatre alt for hårdt. Men det er jo ferie så det var ikke så stort et problem tænkte vi. Solen går jo ned og med pande lamper på skal vi nok kunne hygge os senere. Det skulle dog vise sig at dem vi kørte med var af en anden opfattelse. Så en vigtig lektie her er at afstemme ideer og forventninger inden man tager afsted. Derfor endte det hurtigt med at blive tur, hvor vi legede rundt og aldrig rigtig fik lavet noget der ikke kunne lukkes på en dag.
Hvorfor det var vi havde overset denne detalje ved jeg ikke. For det kommer jo egentlig ikke som nogen overraskelse, da påske turen altid handler om hygge med klubben. Måske det bare fordi at vi har været rigtig meget afsted det sidste år, og vores turer er blevet vores standard forventninger til hvordan en tur skal være.
Dette åbnede mulighed for at fordybe sig lidt i legen i klatring. For det er jo helt åndsvagt at være i Bleau. Det er jo en kæmpe legeplads, man skal jo kæmpe og lede længe for at finde dårlige problemer, uanset sværhedsgrad. F.eks. havde vi klart turens fedeste session, sidst på dagen fyldt op af sol og glæde, hvor vi gøglede rundt på en blå cirkel(let) i vores kondisko. Hvor vi alle var høje over hvor lækker klatring det var, der var ikke noget med at slække på teknikken for så var du på jorden. Der skulle kredses for detaljen, men stadig i en grad hvor man havde kontrol og overskud. Så der er ingen tvivl om at det er et sted der skal besøges igen og måske med en anden agenda, men denne tur var nok egentlig lige hvad den skulle være. Rart med en ferie i Frankrigs sol og sommer.
Jeg sidder her hjemme med eksamen hængende og hovedet og ville langt hellere være langt syd på og blive blæst væk af alle de fede linjer. Det er bare ikke alt der kan lykkes, så istedet har jeg slappet af de sidste 14 dage og brugt tiden på alt andet end at klatre. Det kan faktisk være rart for en stund.
For at vende tilbage til det, det skal handle om. Så var turen til Fontainebleau på mange måde en anderledes tur. Normalt når vi tager afsted er det lysten til at lave de hårdeste bevægelser og fokusere intenst på det, der er målet. Om det så betyder vi skal stå og børste på den samme sten fra solopgang til solnedgang så det det vi gør. Det var indforstået mellem os tre, nok også planen med denne tur. Det blev dog hurtigt synligt at det ikke skulle gå sådan. Det vi nok ikke lige havde tænkt over var hvilket klientel vi rejste med. Vi var generelt først ved cracket kl 12 hvor det var alt for varmt i solen til hverken at kunne holde fast eller at have den store lyst til at klatre alt for hårdt. Men det er jo ferie så det var ikke så stort et problem tænkte vi. Solen går jo ned og med pande lamper på skal vi nok kunne hygge os senere. Det skulle dog vise sig at dem vi kørte med var af en anden opfattelse. Så en vigtig lektie her er at afstemme ideer og forventninger inden man tager afsted. Derfor endte det hurtigt med at blive tur, hvor vi legede rundt og aldrig rigtig fik lavet noget der ikke kunne lukkes på en dag.
Hvorfor det var vi havde overset denne detalje ved jeg ikke. For det kommer jo egentlig ikke som nogen overraskelse, da påske turen altid handler om hygge med klubben. Måske det bare fordi at vi har været rigtig meget afsted det sidste år, og vores turer er blevet vores standard forventninger til hvordan en tur skal være.
Dette åbnede mulighed for at fordybe sig lidt i legen i klatring. For det er jo helt åndsvagt at være i Bleau. Det er jo en kæmpe legeplads, man skal jo kæmpe og lede længe for at finde dårlige problemer, uanset sværhedsgrad. F.eks. havde vi klart turens fedeste session, sidst på dagen fyldt op af sol og glæde, hvor vi gøglede rundt på en blå cirkel(let) i vores kondisko. Hvor vi alle var høje over hvor lækker klatring det var, der var ikke noget med at slække på teknikken for så var du på jorden. Der skulle kredses for detaljen, men stadig i en grad hvor man havde kontrol og overskud. Så der er ingen tvivl om at det er et sted der skal besøges igen og måske med en anden agenda, men denne tur var nok egentlig lige hvad den skulle være. Rart med en ferie i Frankrigs sol og sommer.
mandag den 2. maj 2011
Dm 2011
Dm 2011... ugen før påske, hvor vi skulle til font og BOULDER. Så der er skulle tages en beslutning om vi ville træne frem til font eller DM i ruteklatring i en indelukket halv fyldt med plastik... Beslutningen fladt ret let. FOOOOONT.!
Men som vinder af sidste år, blev jeg "nød" til at stille op. hvilket jeg også gjorde med en presset glæde. Choko-musen var i næsten samme situation som undertegnet men valgte også at stille op.
Så vi valgte ikke at træne udholdenhed, men i stedet at blive så fucking stærke at det ikke var til at fatte!! Sick dude!
Det så lovende ud fra starten med deltagerlisten. mange af de hårde bavianer stod på listen. Søren andersen, claus vedel, jacob STÆRK, johannes madsen og cristian wied for at nævne nogle stykker.
Jeg tror det er første gang siden 04 og 05 at der har været sådan et stærk felt.! (ret mig hvis jeg er forkert) Man savner dengang hvor profiler som robin, rasmus og thøger var at finde. og hvor søren var skadesfri og i sprudlende topform!!!
Men vi må erkende at det ikke er den samme liga mere. Men det varer nok ikke så længe før den unge 'The next generation" kommer frem til konkurrencerne.
Nå men vi skal også igang. Det var super vejr den lørdag. man burde sku have været på kjuge.....
Jeg blev noget forbavset over hvor de 2 kval ruter lå. den ene lå på ende væggen og gik den lange klassiske finale linje. den anden lå på facen på venstre side. Men det er vel godt med lidt afveksling. De var skruet til at skulle være 7b og 7c+. (hårdt)
Thomas blaabjerg var test klatren for 7c+'eren men faldt nær slutning til manges forundring. Det er åbenbart ikke meningen man får lov til at se hele ruten mere?
Den anden face rute, så meget teknisk og spændende ud.
Noget der var fælles for de 2 ruter var et crux. Der var en rimelig markant crux på begge de 2 kval ruter.
Søren var vist den første der kom forbi cruxet på 7c+'eren i taget men nåede lidt over halvejs på ruten. Det så meget hårdt ud. jeg selv kom ud nær slutning, hvor thomas faldt under rutefremvisningen. Jacok, christian og michael kom også et godt stykke forbi cruxet. Resten faldt under cruxet eller kom kun lige forbi. En skam at flere ikke fik glæde af resten af ruten.
Ingen top..
Anden Kval rute var meget teknisk på små trin og skarpe greb. også var den også lidt længde betonet. Den fik delt deltagerne lidt bedre op end den første. og der var 3 der kunne toppe den. jeg selv, Michael og Søren.
Herrer finalisterne:
Søren andersen
Johannes madsen
Michael Hjelm
Emil Jespersen
casper 'choko' ´Helmark
volmar holm
Christian Wied
Jacok STÆRK
Søren havde lagt sim med migræne og havde sovet siden han blev færdig med kvalen og de fleste folk var ude og nyde vejret og gå på slackline.
Men før eller siden skulle det jo ske. isolation... (gud forbyde det)
men vi blev lukket ind i det lille rum for at vente på vores skæbne og rute fremvisning. og Søren lå stadig med migræne.
finale Ruten lå til højre for vælvingen på den svagt overhængede væg men den var lang!
Jacob var den første mand på og han faldt ved 2 eller 3 klip. Det gjorde nogle enkelte af os lidt nervøse i isolation af at høre, jacob blev så hurtigt færdig..
Michael, volmar, choko, christian og jeg selv kom ikke meget længere en jacok. og vi faldt alle sammen på den samme bevægelse. (blev der sagt crux?) Men Choko og christian var oppe og få minus på næste greb hvor vi andre måtte nøjes med at plus på det foregående greb.
Trods sørens migræne, skader og manglende træning lykkedes det ham at klatre forbi cruxet. fortsætte op op til no-hands hvilet og fortsætte videre og falde nær toppen. Fedt!
Johannes kom også forbi cruxet og faldt lidt før No-hands hvilet.
Michale, Choko, Christian og jeg selv fik alle + på et greb hvor at Christian og Choko burde have fået - på det næste greb og ligge foran mig og michael i placering. også kigger man på kval resultatet og der stod jeg så til at få en 3 plads på trods af at både choko og christian kom længere i finalen.
Så efter meget snakkeri og brokkeri + 500 kr for at indgive en klage fik de/vi endelig medhold, så de rigtige podie placeringer kunne findes.
Og det blev som følgende:
1. Søren Andersen
2. Johannes Madsen
3. Casper 'Choko' Helmark
Men som vinder af sidste år, blev jeg "nød" til at stille op. hvilket jeg også gjorde med en presset glæde. Choko-musen var i næsten samme situation som undertegnet men valgte også at stille op.
Så vi valgte ikke at træne udholdenhed, men i stedet at blive så fucking stærke at det ikke var til at fatte!! Sick dude!
Det så lovende ud fra starten med deltagerlisten. mange af de hårde bavianer stod på listen. Søren andersen, claus vedel, jacob STÆRK, johannes madsen og cristian wied for at nævne nogle stykker.
Jeg tror det er første gang siden 04 og 05 at der har været sådan et stærk felt.! (ret mig hvis jeg er forkert) Man savner dengang hvor profiler som robin, rasmus og thøger var at finde. og hvor søren var skadesfri og i sprudlende topform!!!
Men vi må erkende at det ikke er den samme liga mere. Men det varer nok ikke så længe før den unge 'The next generation" kommer frem til konkurrencerne.
Nå men vi skal også igang. Det var super vejr den lørdag. man burde sku have været på kjuge.....
Jeg blev noget forbavset over hvor de 2 kval ruter lå. den ene lå på ende væggen og gik den lange klassiske finale linje. den anden lå på facen på venstre side. Men det er vel godt med lidt afveksling. De var skruet til at skulle være 7b og 7c+. (hårdt)
Thomas blaabjerg var test klatren for 7c+'eren men faldt nær slutning til manges forundring. Det er åbenbart ikke meningen man får lov til at se hele ruten mere?
Den anden face rute, så meget teknisk og spændende ud.
Noget der var fælles for de 2 ruter var et crux. Der var en rimelig markant crux på begge de 2 kval ruter.
Søren var vist den første der kom forbi cruxet på 7c+'eren i taget men nåede lidt over halvejs på ruten. Det så meget hårdt ud. jeg selv kom ud nær slutning, hvor thomas faldt under rutefremvisningen. Jacok, christian og michael kom også et godt stykke forbi cruxet. Resten faldt under cruxet eller kom kun lige forbi. En skam at flere ikke fik glæde af resten af ruten.
Ingen top..
Anden Kval rute var meget teknisk på små trin og skarpe greb. også var den også lidt længde betonet. Den fik delt deltagerne lidt bedre op end den første. og der var 3 der kunne toppe den. jeg selv, Michael og Søren.
Herrer finalisterne:
Søren andersen
Johannes madsen
Michael Hjelm
Emil Jespersen
casper 'choko' ´Helmark
volmar holm
Christian Wied
Jacok STÆRK
Søren havde lagt sim med migræne og havde sovet siden han blev færdig med kvalen og de fleste folk var ude og nyde vejret og gå på slackline.
Men før eller siden skulle det jo ske. isolation... (gud forbyde det)
men vi blev lukket ind i det lille rum for at vente på vores skæbne og rute fremvisning. og Søren lå stadig med migræne.
finale Ruten lå til højre for vælvingen på den svagt overhængede væg men den var lang!
Jacob var den første mand på og han faldt ved 2 eller 3 klip. Det gjorde nogle enkelte af os lidt nervøse i isolation af at høre, jacob blev så hurtigt færdig..
Michael, volmar, choko, christian og jeg selv kom ikke meget længere en jacok. og vi faldt alle sammen på den samme bevægelse. (blev der sagt crux?) Men Choko og christian var oppe og få minus på næste greb hvor vi andre måtte nøjes med at plus på det foregående greb.
Trods sørens migræne, skader og manglende træning lykkedes det ham at klatre forbi cruxet. fortsætte op op til no-hands hvilet og fortsætte videre og falde nær toppen. Fedt!
Johannes kom også forbi cruxet og faldt lidt før No-hands hvilet.
Michale, Choko, Christian og jeg selv fik alle + på et greb hvor at Christian og Choko burde have fået - på det næste greb og ligge foran mig og michael i placering. også kigger man på kval resultatet og der stod jeg så til at få en 3 plads på trods af at både choko og christian kom længere i finalen.
Så efter meget snakkeri og brokkeri + 500 kr for at indgive en klage fik de/vi endelig medhold, så de rigtige podie placeringer kunne findes.
Og det blev som følgende:
1. Søren Andersen
2. Johannes Madsen
3. Casper 'Choko' Helmark
tirsdag den 12. april 2011
Fontainebleau
Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau Fontainebleau
På fredag kører bussen.
Her er nogle klip fra skoven.
March Dose of Font 2011 from neil hart on Vimeo.
Dyno day :) from neil hart on Vimeo.
Tickmarks and Picnics from Alvi Pakarinen on Vimeo.
BD athlete Paul Robinson bouldering in Fontainebleau, France from Black Diamond Equipment on Vimeo.
psyched
På fredag kører bussen.
Her er nogle klip fra skoven.
March Dose of Font 2011 from neil hart on Vimeo.
Dyno day :) from neil hart on Vimeo.
Tickmarks and Picnics from Alvi Pakarinen on Vimeo.
BD athlete Paul Robinson bouldering in Fontainebleau, France from Black Diamond Equipment on Vimeo.
psyched
lørdag den 2. april 2011
Det våde element.
Vejr udsigten sagde tåget tidligt på dagen, også opklaring senere med sol og dejligt vejr. Så efter sidste weekend var vi klar til igen at rykke til det svenske for på smukkeste hvis at smadre vores fingre.
Da vi kom over broen måtte vi dog starte med at skrabe vand fra forruden, optimismen var dog stadig høj og alle(Morfar, gæste optræden fra det svenske fænomen Kalle og mig selv) var vi super pshyced. På trods af vedvarende regn holdte optimismen helt til ICA, men efter vores indfødte ven og tolk Kalle havde snakket med nogle venner, der kom lige fra skoven og rapporterede om våde sten, rigitg våde sten, der fik optimismen et lille knæk. Det hele var dog ikke skidt, med hjælp fra billig svensk godis og ICA's fødselsdag kom vi, en korv tungere, op med humøret igen. Med et lille stop på en nært liggende borg var vi nu med pads på ryggen klar til at angribe skoven.
Vi måtte desværre hurtig erkende at den var god nok, det var vådt. Morfar og jeg var lige et hurtigt stop forbi Abe index, da det var dagens projekt, men da det dryppede fra stenen opgav vi hurtigt. Den må vente til en anden gang.
Istedet tog vi en guidet rund tur med Kalle. Vi fik set dele af skoven, som vi ikke havde set før. Rigtig fedt, vi fik bl.a. set Tryggare kan ingen vara, en super lækker linje som vi helt sikke skal tilbage og arbejde på.
Men det var jo klatring vi var kommet for, så der var ikke andet at gøre end at begynde at tørre. Jeg startede med at tørre Baltazar, et problem som indeholder vel nok Kjuges reneste sloper, ingen krystaller. Efter at vi alle havde givet det nogle skud og Kalles hånd var gledet af toppen, droppede vi det dog og drog videre til den anden ende af skoven. Vi fandet dog ikke meget andet end flere våde sten og dermed flere desperate forsøg på at tørre dem.
Vi havde hørt nogle rygter om at Sommernat og Sommertid var blevet tørre, så med nyt selvskab fra Ronny drog vi mod dem. På vejen stoppede vi dog lige for at kigge lidt på Sonic og lave et lidt lettere, men fint og teknisk problem, der ligger på stenen til højre for Sonic, har desværre glemt navnet. Kalle var smuttede videre, men hele crewet fik lavet deres løsning til toppen. Så der var msåke håb for en ellers lidt våd dag.
Da vi nåede frem til Sommernat var der allerede mange igang. Så vi skyndte os at slutte os til festen. Ronny var godt kørende han skulle ikke bruge mere end to skud så var Sommertid overstået. Emil og jeg havde mindre held og vekslede lidt mellem Sommernat og Sommertid dog uden det store held. Men da Emil fandt sin beta og efter lidt hvile fik han lukket begge problemer i en fart. Jeg fik kun toppet Sommernat og den skulle der bestemt kæmpes for.
Ronny valgte eftetr hans hurtige top at skyde på Sommertider som er siddestarten til Sommertid, han var virkelig tæt på men manglede det sidste desværre. Han valgte derfor at gå til Lajfstajl for skyde lidt på hans projekt, desværre ude meget held.
Morfar, Kalle og jeg besluttede at det var tid til at forlade den fugtige skov og komme hjemad.
Det endte meget godt alligvel, påtrods af vådt vejr og en sløv start, var det bestemt være at komme afsted. Nu er det bare at gå hjem og boulder noget mere så vi er klar til rute dm.
Da vi kom over broen måtte vi dog starte med at skrabe vand fra forruden, optimismen var dog stadig høj og alle(Morfar, gæste optræden fra det svenske fænomen Kalle og mig selv) var vi super pshyced. På trods af vedvarende regn holdte optimismen helt til ICA, men efter vores indfødte ven og tolk Kalle havde snakket med nogle venner, der kom lige fra skoven og rapporterede om våde sten, rigitg våde sten, der fik optimismen et lille knæk. Det hele var dog ikke skidt, med hjælp fra billig svensk godis og ICA's fødselsdag kom vi, en korv tungere, op med humøret igen. Med et lille stop på en nært liggende borg var vi nu med pads på ryggen klar til at angribe skoven.
Vi måtte desværre hurtig erkende at den var god nok, det var vådt. Morfar og jeg var lige et hurtigt stop forbi Abe index, da det var dagens projekt, men da det dryppede fra stenen opgav vi hurtigt. Den må vente til en anden gang.
Istedet tog vi en guidet rund tur med Kalle. Vi fik set dele af skoven, som vi ikke havde set før. Rigtig fedt, vi fik bl.a. set Tryggare kan ingen vara, en super lækker linje som vi helt sikke skal tilbage og arbejde på.
Men det var jo klatring vi var kommet for, så der var ikke andet at gøre end at begynde at tørre. Jeg startede med at tørre Baltazar, et problem som indeholder vel nok Kjuges reneste sloper, ingen krystaller. Efter at vi alle havde givet det nogle skud og Kalles hånd var gledet af toppen, droppede vi det dog og drog videre til den anden ende af skoven. Vi fandet dog ikke meget andet end flere våde sten og dermed flere desperate forsøg på at tørre dem.
Vi havde hørt nogle rygter om at Sommernat og Sommertid var blevet tørre, så med nyt selvskab fra Ronny drog vi mod dem. På vejen stoppede vi dog lige for at kigge lidt på Sonic og lave et lidt lettere, men fint og teknisk problem, der ligger på stenen til højre for Sonic, har desværre glemt navnet. Kalle var smuttede videre, men hele crewet fik lavet deres løsning til toppen. Så der var msåke håb for en ellers lidt våd dag.
Da vi nåede frem til Sommernat var der allerede mange igang. Så vi skyndte os at slutte os til festen. Ronny var godt kørende han skulle ikke bruge mere end to skud så var Sommertid overstået. Emil og jeg havde mindre held og vekslede lidt mellem Sommernat og Sommertid dog uden det store held. Men da Emil fandt sin beta og efter lidt hvile fik han lukket begge problemer i en fart. Jeg fik kun toppet Sommernat og den skulle der bestemt kæmpes for.
Ronny valgte eftetr hans hurtige top at skyde på Sommertider som er siddestarten til Sommertid, han var virkelig tæt på men manglede det sidste desværre. Han valgte derfor at gå til Lajfstajl for skyde lidt på hans projekt, desværre ude meget held.
Morfar, Kalle og jeg besluttede at det var tid til at forlade den fugtige skov og komme hjemad.
Det endte meget godt alligvel, påtrods af vådt vejr og en sløv start, var det bestemt være at komme afsted. Nu er det bare at gå hjem og boulder noget mere så vi er klar til rute dm.
onsdag den 30. marts 2011
Man against nature!
2 dages tur til kjuge er prøvet før uden succes (fra morfars side) men nu prøver vi det igen.!! i lørdag og søndags drog RMC afsted mod kjuge, denne gang i de gamles bil med et noget federe anlæg :D vi havde udset os nogle problemer som vi skulle prøve.! Abe index ken titan coloseum ss giditeht adamantium The gimp lajfstajl første problem om lørdagen var Abe index og efter en hurtig opvarming på Clark Kent, gik vi igang med siddestarten. uden forventninger om hvor hård den var (udover at få røven af jorden) gik det ret hurtig med at få lavet alle bevægelserne. så holdte jeg en lille pause, så jeg var frisk til at sende, men så gik det galt. Efter pausen var der ikke rigtig noget der virkede mere. slutsekvensen virkede ikke mere, bevægelserne vírkede længere end fra før pausen og jeg valgte at stoppe med abe index for den dag. Choko fortsatte med at arbejde og begyndte at linke og skabe progress med uden held til at lukke. Ronny-rocket virkede less syked på abe index på grund af den lange bevægelse efter matchet der drillede. Så blev det 'the gimp' (siddestarten til nå, men jeppe) og 'lajfstajl' der skulle prøves kræfter med! Choko og undertegnede startede med at prøve the gimp og sikke noget fis. Det er en virkelig akavet siddestart, der sikkert er fed når man laver den. men ikke særlig sjovt at arbejde på. så efter kort tid gad jeg ikke mere. choko forsøgte lidt mere, men måtte også se sig slået for denne omgang. Nå, men jeppe er et rigtig fint og flot problem i sig selv, så personligt synes jeg the gimp ødelægger problemet lidt. for det er ikke en oplagt siddestart, mere bare sådan at man vil have en 7'grad i posen. så skulle ronny prøve lajfstajl. et meget hårdt problem, som vi alle 3 var super syked på at prøve. ronny lagde som sagt ud og fandt hurtigt ud af at det er hårdt, meget hårdt! allerede fra første bevægelse og det bliver kun sværere lige til det sidste.! ingen af bevægelserne blev rigtig lavet. men med powerspot kan man jo komme langt :D jeg kan huske for nogle år tilbage var ved væggen og kiggede på den og tænkte der umuligt kunne gå en linje op her! next ´stop var sidde starten til coloseum, som ikke ser så svært ud også havde den jo lige et c bag 7 tallet! (grad hunter) meeeen, hård det er den dog. men heldigvis en noget mere naturlig siddestart. Efter vi ikke rigtig kom videre med siddestarten OG den hårdere stå start besluttede choko og ronny bare at lave den originales stå start mens jeg filmede deres flotte kroppe.! Så gik vi op for at prøve adamantium, hvilket jeg har prøvet mange gange uden at kunne få hælen på i starten. denne gang prøvede jeg med en anden fod end jeg har brugt de andre gange og fik hælen på i første forsøg og faldt på cruxet. SYKED!!!!! efter en del mislykkes forsøg i cruxet, sad den der men faldt på den næste bevægelse. forsøget efter gik den hele vejen, fra den høje start med højre hånd i den øverste crimp i taget. Syked på den lave start. Så tog vi hen til anders, hvor vi havde fået lov til at slå teltet op for natten. på vejen snakkede vi om at det kunne være fedt hvis han havde en bål plads hvor vi kunne lave et lille bål. men da vi ankom, han han allerede startet en kæmpe bål, der senere hen viste sig at være ret dejligt. vi smed crashpadde foran bålet og fik sat vores telte på og begyndte så at lave mad! MUMS! :D vi endte med bare at falde i søvn på crashpaddene foran bålet. Store crashpads sover man godt på og små pads som vores sover man ikke så godt på! også når man vågner halv 2 om natten og bålet næsten er gået ud, er det også koldt! så der måtte vi lige stå op og få gang i det igen. og det skal choko have credits for at få gang i sankt hans bålet igen. næste dag startede vi på Abe index igen, og det var ikke samme som dagen før. ihvertfald ikke for mig. jeg gav ret hurtigt op og gav mig i kast med at få tændt et bål med nogle kul fra en engangsgrill sammen med ronny. choko blev bare ved og ved og kom længere og længere og vi troede sku den var der da han faldt på den sidste bevægelse før han var på mantlen på clark kent.!! sick dude! men måtte til sidst give op. :( next time! Så gik vi over til Ken titan så jeg endelig kunne få lukket den. det har aldrig lykkedes mig at få lavet start bevægelsen. men med de to herlige gutter med den rigtig beta ved min side, er det hele bare så godt :) og der gik heller ikke lang tid før jeg stod på toppen! :D Også vendte snuden hjemad efter vi lige fik spist en deeeeejlig pizza! peace out, see ya next time!
søndag den 23. januar 2011
Winter time is kjuge time!!!
Idag drog Ronny, Morfar og gæste stjernen Fætter Guf, til kjugekull. og traditionen tro, skal der gå så meget galt som overhoved muligt, inden man ankommer til THE boulder mecca.! Man skal Helst nå at komme ALT for sent ud af døren. glemme ting og køre tilbage efter dem (Ronny?!?!?!) og selvfølgelig misse afkørelsen på motorvejen.
Men hvad der var lidt unormalt ved denne tur derop var at musik valget endte med at blive utrolig gay!!
Men anyways, det første problem så skulle go down var 'det gåtfulla folk'. Det blev en meget sløv start, hvor jeg ikke rigtig kunne lave nogen af bevægelserne. men efter lidt arbejde, fik jeg fat i nye og bedre beta, også tog fart! bum bum bum, også hang jeg igen i de sidste 2 greb inden mantlen (hvor min hånd gled, sidste år) hælen op, lige ved at være der også, smutter hælen!!!! :@
bum bum bum, samme sted, hælen smutter igen!!! FUCK!
Efter nogle dårlige forsøg, lidt surmulen, grankogle kasteri og en masse cock, blev det tid til at sende. bum bum bum, samme sted som før, og BANG hælen bliver på og der blev sendt!!!
Næste problem der skulle nedlægges var Ferdinan, og her var det Fætter Guf der var angriberen. Efter en noget begrænset opvarming, var det tid til et skud, og var lige ved at sende i første forsøg på dagen, med metode 1. så kom han på en metode 2 og en metode 3. og efter en god pause, grankogle kasteri og en masse cock, var det tid til et forsøg.! og sender med metode 1, som var noget syg heelhooking!
Ronny havde valgt stå starten på Dukes Of Alba som hans projekt for idag, og efter en noget sløv og laaaaaaaaang start, fik han endelig sin Team sko på.
han virkede lidt rusten på problemet, men da han blev varm, kunne han holde sig på væggen i lidt længere tid, men fik desværre ikke sendt denne satan.!! Next time!
Peace out!
Det gåtfulla folket 7B from andreas larsen on Vimeo.
Men hvad der var lidt unormalt ved denne tur derop var at musik valget endte med at blive utrolig gay!!
Men anyways, det første problem så skulle go down var 'det gåtfulla folk'. Det blev en meget sløv start, hvor jeg ikke rigtig kunne lave nogen af bevægelserne. men efter lidt arbejde, fik jeg fat i nye og bedre beta, også tog fart! bum bum bum, også hang jeg igen i de sidste 2 greb inden mantlen (hvor min hånd gled, sidste år) hælen op, lige ved at være der også, smutter hælen!!!! :@
bum bum bum, samme sted, hælen smutter igen!!! FUCK!
Efter nogle dårlige forsøg, lidt surmulen, grankogle kasteri og en masse cock, blev det tid til at sende. bum bum bum, samme sted som før, og BANG hælen bliver på og der blev sendt!!!
Næste problem der skulle nedlægges var Ferdinan, og her var det Fætter Guf der var angriberen. Efter en noget begrænset opvarming, var det tid til et skud, og var lige ved at sende i første forsøg på dagen, med metode 1. så kom han på en metode 2 og en metode 3. og efter en god pause, grankogle kasteri og en masse cock, var det tid til et forsøg.! og sender med metode 1, som var noget syg heelhooking!
Ronny havde valgt stå starten på Dukes Of Alba som hans projekt for idag, og efter en noget sløv og laaaaaaaaang start, fik han endelig sin Team sko på.
han virkede lidt rusten på problemet, men da han blev varm, kunne han holde sig på væggen i lidt længere tid, men fik desværre ikke sendt denne satan.!! Next time!
Peace out!
Det gåtfulla folket 7B from andreas larsen on Vimeo.
tirsdag den 18. januar 2011
Albarracin update
Så er jeg kommet hjem efter en succesfuld tur til Albarracin, og glæder mig allerede til at komme tilbage så jeg kan få lukket en bunke nye projekter.
Vi startede turen kl 4 om morgen. da vi skulle med flyet kl 6. Da vi kom til Barcelona fandt vi ud af at al vores bagage ikke var kommet med flyet på grund af et ødelaget transportbånd i Cph. så vi måtte klare de første dage uden alle vores ting. Heldigvis havde jeg mine 5.10 Team sko med i min håndbagage. Vi skulle leje en bil i Barcelona og køre til Albarracin, men den først bil vi fik havde kørt 300.000 km og kunne ikke trække op ad bakker. Så vi måtte køre tilbage til udlejningsfirmaet og få den byttet til en helt ny Audi A1 der kun havde kørt 500 km. Man kan godt sige, at vi ikke fik den bedste start på turen.
Dagene efter fik jeg lukket Spindle 7B sloper traverse,
on
Vi startede turen kl 4 om morgen. da vi skulle med flyet kl 6. Da vi kom til Barcelona fandt vi ud af at al vores bagage ikke var kommet med flyet på grund af et ødelaget transportbånd i Cph. så vi måtte klare de første dage uden alle vores ting. Heldigvis havde jeg mine 5.10 Team sko med i min håndbagage. Vi skulle leje en bil i Barcelona og køre til Albarracin, men den først bil vi fik havde kørt 300.000 km og kunne ikke trække op ad bakker. Så vi måtte køre tilbage til udlejningsfirmaet og få den byttet til en helt ny Audi A1 der kun havde kørt 500 km. Man kan godt sige, at vi ikke fik den bedste start på turen.
De første dage fik jeg ikke rigtigt lukket noget. Vi fik først vores bagage den 3. dag. Derefter gik det hurtigt med at få lukket noget hårdt, den først dag med kalk fik jeg lukket en 7A dyno variation af Supermarfa Tacho i andet forsøg.
Supermarfa macho 7B/B+ som jeg campusede midten på.
Supermarfa macho 7B/B+ som jeg campusede midten på.
Dagene efter fik jeg lukket Spindle 7B sloper traverse,
 |
| Spindle 7B |
Esperanza 7A flash,
Manuchakra 7B+, som jeg synes er det bedste problem i Alba. Det skal man bare prøve
Mazinger Z 6A og et af de pæneste i Alba,
 |
| Gustav på toppen af Mazinger Z |
A Ciegas 7A+,
Escarmuza 7B+ heel toe hook problem.
Fik også bank på en masse 8. grads problemer.
Efter et par våde dage hvor jeg blev lukket ned på Klem´s traverse 8A som jeg brugte 5 dage på, men kunne ikke få den lukket. Klem´s traverse er en 7A+ traverse på 7 bevægelser som går ind i en 7C dyno også går videre i en 6B udtopning.
 |
| Klem´s traverse 8A |
De sidste dage fik jeg flashet endnu en 7A og fik lavet en 7C+/8A, min første af den grad. Den første dag jeg arbejdede på den blev kun i en time, da det var ved at blive mørkt. To dage efter var vi tilbage i Techos og jeg skulle bare prøve starten et par gange. Jeg fik lavet starten i andet forsøg og kom op til cruxet. Til min store overraskelse fik jeg også lavet det, så var der kun en let udtopning tilbage. Men jeg blev nødt til at lave skulle det igen, da vi havde glemt at filme. Vi fik det dog filmet sammen med en hele masse andre problemer.
on
 |
| Kuba, Marcin, mig og Ulla |
lørdag den 1. januar 2011
2010
2010 var et år der bestemt stod i klatringens tegn. Det har været et af de år hvor vi nok har været mest afsted på klippe. Med ture til El chorro, Albarracin, Ceüse, Kalymnos, Göteborg og Kjugekull, har vi bestemt gjort vores for at komme på klippe. Med næsten 2 mdr afsted har vi alle udviklet os rigtig godt.
Morfar er begyndt at lukke 8a i andet skud, flashet 7c, en rute som Neil Grisham måtte se sig slået på, og viser bare generelt rigtig god styrke og ovrblik på klippen. Det giver god mening at han i sikker stil stod øverst på podiet til rute dm.
Ronny er der vel ikke så meget at sige til andet end han udvikler sig i øjeblikket med raketfart, han er blevet stærk, virkelig stærk. Med en iver for hele tiden at blive bedre og en træningsmængde der selv får kinesiske gymnaster til måbe, tror jeg roligt vi kan fovente meget mere fra hans side i det ny år.
Jeg selv fik brudt ind i 8. grad og etableret mig mere stabilt først som sidst i 7.grad. Det har bestemt været et år med udvikling og fremskridt. Med stadig mere motivation i posen skal der nok komme mere af i det nye år.
Af planer for det nye år, er der en tur til Fontainebleau i påsken hvor vi drager afsted med en masse af dem vi klatre med i PLØKS, og der bliver helt sikkert hygget igennem og trukket hårdt på den tur. Så ser frem til endelig at komme ned og mærke, på de blokke man har hørt så meget om. Derudover har Morfar og mig, et godt 5 måneders roadtrip til USA i støbeskeen som, formentelig kommer til at starte i September.
Så vi ser alle frem til 2011 hvor vi forhåbentlig får det endnu sjovere og bliver endnu bedre.
Choko out
Morfar er begyndt at lukke 8a i andet skud, flashet 7c, en rute som Neil Grisham måtte se sig slået på, og viser bare generelt rigtig god styrke og ovrblik på klippen. Det giver god mening at han i sikker stil stod øverst på podiet til rute dm.
Ronny er der vel ikke så meget at sige til andet end han udvikler sig i øjeblikket med raketfart, han er blevet stærk, virkelig stærk. Med en iver for hele tiden at blive bedre og en træningsmængde der selv får kinesiske gymnaster til måbe, tror jeg roligt vi kan fovente meget mere fra hans side i det ny år.
Jeg selv fik brudt ind i 8. grad og etableret mig mere stabilt først som sidst i 7.grad. Det har bestemt været et år med udvikling og fremskridt. Med stadig mere motivation i posen skal der nok komme mere af i det nye år.
Af planer for det nye år, er der en tur til Fontainebleau i påsken hvor vi drager afsted med en masse af dem vi klatre med i PLØKS, og der bliver helt sikkert hygget igennem og trukket hårdt på den tur. Så ser frem til endelig at komme ned og mærke, på de blokke man har hørt så meget om. Derudover har Morfar og mig, et godt 5 måneders roadtrip til USA i støbeskeen som, formentelig kommer til at starte i September.
Så vi ser alle frem til 2011 hvor vi forhåbentlig får det endnu sjovere og bliver endnu bedre.
Choko out
Abonner på:
Opslag (Atom)