Vi har haft en fed uge i Rifle. Trods at ruterne er poleret, er det et rigtig fedt sted!! Projekter er blevet åbnet - projekter er blevet lukket! Men så lovede de meget regn 3 dage i træk. Så vi valgte at køre tilbage til boulder for at klatre lidt i boulder canyon, som var det eneste sted i hele verden hvor de lovede godt vejr??? også passede det med world cuppen i weekenden, som vi skal ind og se.
Vi har brugt 3 dage i boulder canyon på the Citadel boulder hvor der ligger en håndfuld problemer på blandt andet Cage free, som jakob stærk klatrede da han var herovre.
Jeg arbejede på Cage free i de 3 dager uden held, men ikke langt fra. Måske med lidt længere tid. Choko brugte også et par dage på den uden held. Men vi fik da klatret nogle af de andre fine problemer på boulderen. Sick!
Efter world cuppen på søndag kører vi tilbage til rifle. Vi er super syked på at komme tilbage og lukke projekter. vi har begge vores egen rute i hoved som vi ikke helt kan få ud af tankerne!
Det er første gang at jeg er på klatretur så længe. Det er første gang jeg er afsted så længe med en kammerat. Det er første gang jeg er på rundrejse med klatring og det som værende hovedmålet.
Selvom der er meget der er nyt er der også meget der er prøvet før på de kortere ture også alligevel ikke. Jeg har fået mig nogle åbenbaringer som jeg egenligt nok kendte svaret på, men alligvel har været nød til at tænke på ny.
Målet med turen har fra starten af været at flytte vores personlige grænser. Så det er naturligt i sportsklatring og bouldering at måle det i de grader man sender. Lige meget hvor cool man prøver at være om at grader ikke betyder noget tror jeg at vi alle ikke kan lade være med at måle vores progression direkte i dem selvom vi ved at grader er subjektive og ikke noget der er hundred procent målbart.
For mig er det derfor naturligt at tænke når jeg har gået en rute i en grad så skal der hurtigt kunne laves flere i samme grad, uanset stil, sted og andre omstændigheder. Ligeledes har jeg lært at når man kun er afsted to er jeg ideen om at hvis han kan så skal jeg også kunne det. Det har desværre ikke helt været muligt at opfylde mine ønkser og ideer om virkeligheden.
Med frustration tilfølge har jeg i nogen udstrækning været nød til at erkende at klatring er mere kompliceret end det og der ikke er andet for end at prøve hårdere næste gang jeg er på. Jeg har indtil videre fået frustrationen vendt til motivation, og håber det vil hjælpe mig til at nå målet.
Vi er stadig i Rifle og nyder tilværelsen som fuldtidsklatre. Vi har haft besøg fra de vandte rammer i i form af at Eva kom forbi. Det var rart og hyggeligt lige at få en kvinde i køkkenet et par dage og at få lidt torsdag kage. Så hvis der er andre der kunne tænke sig at se USA og være med til at lave danske egns rette i det fri så meld jer gerne.
Hvad klatring angår så lukker Emil som på stribe, hvilket motivere mig rigtig meget. Så det var en underlig fornemmelse jeg fik da jeg, fuld af motivation efter at se Emil lukke,står for foden af mit projekt og kigger på et kryds på ruten. Man er vel optimist og tænker det er en joke og kan ikke umiddelbart se noget mærkeligt ved ruten. Men efter lidt eftersyn finder vi ud af at der mangler en af de faste ekspresser på ruten. Den er knækket af, lidt skræmmende. Vi fandt senere ud af at det vidste alle, men der var ikke nogen der sagde noget til danskerne, øv.
Så det gjorde at jeg måtte hoppe på noget andet og hårdere. Men det gjorde bestemt heller ikke noget, det er en rute med super lækre bevægelser, udover det er det en ny grad for mig. Så jeg sidder nu er er virkelig psyked på at skulle arbejde på den her rute og føler klart det er muligt at lave den selvom det er virkelig hårdt.
Den her tur lære mig en masse så er spændt på hvad der vendter derude.
Whats up guys, this is casper and Emil from the other side!
I lørdags var vi til konkurrence i the spot bouldering gym. mest for at se hvordan de afholder konkurrencer herovre og den konkurrence var meget lig som dem vi har derhjemme. 10 problemer i hver kategori og 5 bedste problemer tæller. Super fede problemer og god stemning. Vi havde ikke nogen forventninger eftersom vi ikke ved hvor hårde de her herovre, men vi kom i en top 15, hvilket vi begge er tilfredse med! Efter konkurrencen stod La sportiva og lavede burgere og der blev serveret gratis øl!
Dagen efter tog vi turen til Rifle. Hoveddelen af klatring ligger på samme vej der er 1 mile lang og klatringen ligger lige ved siden af vejen! Klatringen er meget anderledes end hvad vi er vant til. Der er en masse pinches og en hel masse kneebars. Og det tager et stykke tid at vænne sig til. Jeg var på en rute og fandt ingen kneebars. En anden var på den og fandt 15 kneebars!!!WTF!
Men vi er super syked på at klatre jernhårdt og rykke vores grænser! peace out!
Stress - Det er ikke noget som vi kender til. Og det er også en af grundene til at vi har valgt at tage afsted i så lang tid, så vi har tid til at nyde det vi elsker at gøre. De fleste andre ture jeg har været på, har jeg altid følt at man skulle nå 4 ugers klatring på 2 uger. Og det tager alt morskaben ud af det, når man arbejder på et projekt. især når man gerne vil klatre en masse og rykke sin grænse. og det er nær umuligt at gøre begge dele. Derfor er det vigtigt at man hjemmefra inden man tager afsted er fuldstændig klar over hvad ens succeskriterie er med turen man tager på. For hvis man vil rykke sin grænse, så vil det tage flere dages arbejde. og det er noget man må finde sig i. Vi er taget på denne her tur, blandt andet for at rykke vores egne grænser og det har vi tid til uden at føle os stresset over at vi ikke har nok tid til det.
2 dage i rmnp er det blevet til sidst - og det er et fantastisk sted. Jeg fatter ikke at jeg først har opdaget det nu. jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er sidste gang jeg har været der. den 45 min. gå tur derop i de ca. 11000 fods højde, er noget af det flotteste man kan opleve i klatring vil jeg næsten vove at påstå. Den kæmpe skov og de smukke snebeklædte bjergtoppe!
Hvis jeg skulle beskrive en perfekt dag, ville jeg nok vælge vores dag i parken den 21 sep. Vi står op ret tidligt til en dejlig skyfri himmel, før stolen er kommet helt op. Det er hundekoldt og vi havde besluttet at køre ud og få et morgen bad. På vejen derhen er der forvildet en flok elge (ja - jeg mener rigtige elge) ind i estes park. og det er anden gang jeg ser elge så tæt på også inden i byen. Men vi kommer så hen til det sted hvor badet er og får lige en kop kaffe (det er første gang vi får det om morgen på denne tur) inden vi smutter i bad. også lige en kop kaffe igen efter. Det er blevet lidt varmere i vejret, hvilket var ret dejligt og vi kører op til parkering pladsen i parken sammen med natasja på anlægget, og får os noget morgenmad. Hiken op til lower chaos føltes ikke så hård som de andre gange, men mere bare frisk. Vejret er skønt, sticken er fantastisk og problemerne er lækre. Vi får varmet op og går på noget lidt hårdere, og får filmet en masse til en lille kortfilm om den dag. Jeg får arbejdet på et problem med fede bevægelser og den grad der er målet for turen. og føler helt klart det er muligt når vi har den tid der skal til! Resten af dagen vil jeg ikke afsløre, men i kan se det i den lille film, vi uploader. Men det er noget der virkelig sætter prikken over i'et.
Næste dag blev også tilbragt i parken på the gangbang boulder. En kæmpe boulder med en masse problemer på, som er ret forvirrende. Jeg valgte at prøve kræfter med the marble der havde en ret dårlig landning, og kunne til at starte med ikke lave nogle af bevægelserne. men efter 20 - 30 min. havde jeg kunne jeg alle bevægelserne undtagen den første der klart var cruxet. Når man arbejder på et projekt, så selvom man bliver lukket ned, så skal bare hænge i og give problemet noget tid. Får når man får lavet bare en af bevægelserne, er det lige der starter en kædereaktion. Og det er en fantastisk følelse bare det at kunne lave bevægelserne på noget man først troede var umuligt. Og når man så begynder og at kunne linke bevægelserne sammen, er det at det begynder at gå op for en hvorfor man klatrer. Når man så topper det, er man slet ikke i tvivl. Så lidt ud af ingen ting kommer jeg helt op til slutbevægelsen. og fordi at landningen var rigtig dårlig vælger jeg at hoppe af fordi jeg ikke var sikker på om jeg kunne lave den sidste bevægelse. Men fuld af selvtillid tager jeg en god pause, i håbet om at den er der i næste forsøg. Men efter pausen, er der intet der fungerer, og jeg kan ikke engang lave start bevægelsen mere! Hvilket gør man rigtig frustret til at starte med, og derfor virkelig sur. og havde det somom at jeg aldrig skulle blive i godt humør igen. og efter 5 min. går det op for mig at det er sølle og nyt lavpunkt jeg har nået. Hvad er der at være sur over? at det gode forsøg tidligere tog kræfterne, så der ikke var flere? Vi klatrer for at have det sjovt og nyde at være i naturen med gode venner og lave nogle fede bevægelserne. Så er det tåbeligt at blive sur når der er lidt modgang. og jeg følte mig virkelig tåbelig da det gik op for mig, og kunne kun grine af mig selv. Sådan er det med klatring , når man vil klatre hårdt. 90% skuffelse 10% succes. og selvom det kun er 10%, så er det helt klart det værd!
Vi har haft nogle frustrerende dage. Vi har været klar til at klatre, vi har været super psyked, men vejret har været imod os.
Alt var klar så vi kørte til Mt. Evans. Vi var lidt sent på den så vi besluttede at sove ved klipperne. Vi fik en fed aften session og med god mad og bål efter, var vi super klar på at vågne op til sky fri himmel og få vores første hele dag med fed klatring.
Vi vågnede til grå himmel og regn. Vi er jo optimister så vi hikede ud til klipperne for at konstatere at de var driv våde og der ikke kom til at være noget klatring den dag. Så vi måtte gå den time lange tur op af bakke med alt vores grej, i regn.
Vejret er nu klaret op vi sidder for foden af rocky mountains. De sidste par dage har vi klatret i upper og lower chaos canyon. Kvaliteten af problemerne er virklig høj og sticken er perfekt. Landingerne er ikke som Font, ja de er nok nogle af de mest alternative jeg har stødt på men med pads er helt fint.
Det er utroligt at klatre i de omgivelser vi gør, det er underligt at være et sted hvor klatrende er et mindre tal og de første 10 mennesker stopper en og spørg hvad det er for noget stas/stads man har på ryggen. Men det er meget hyggeligt.
Det har fået mig til at sætte endnu mere pris på hvad det er jeg går lave. Der kommer så mange mennesker her for at betragte bjergene. Vi betragter dem ikke bare vi er en del af dem, vi indgår for et kort øjeblike som en del af naturen.
Det føles unikt når man som en dans på væggen lader klippen føre en fra bunden hele vejen til toppen og på vejen har vist en smukke bevægelser og som kronen på værket lader det klimakse i et fest fyrværkeri, udsigten der venter på toppen udover søen der ligger i 11000 fod indsvøbt af bjergene som er pakket i hvidt på toppen. Det at stå der på toppen og føles sig som en lille bid af noget stort er fantastisk og kan til tider få mig til at undre mig over at jeg stadig bor i Danmark når der er så mange smukke billeder derude som stadig venter på at man kommer og er en del af. Det betyder en ting at der er mange eventyr der stadig venter der ud. Emil og jeg er flere gange blevet slået omkuld af de udsigter og fænomener vi har mødt, så det lover godt for den næste tid da jeg er sikker på flere venter der ude.
Så skete det! Efter vi havde vores lille nedtur med Vanen er vi kommet oven på igen. Vanen kom på værkstedet og blev lavet og vi fik presset prisen ned, så det var skønt. Også kunne vi ikke komme hurtigt nok til boulder, hvor the shit is! Der er bare noget fedt og smukt at køre når man hele tiden kan se bjergene i horisonten :)
Vores første stop i boulder var 'the spot', et af de store boulder gym i boulder, så vi lige kunne få noget insider viden og klatringen her i colorado og et bad!!! Vi fik lavet en aftale med en a de lokale om at tage til satelite. Et fint lille crag der ligger tæt på byen. Og det var virkelig skønt endelig at få noget klippe under neglene. Det har følt som om det er 100 år siden vi har klatret. Vi fik ikke klatret så meget men et par problemer blev det da til.
Det virker som om der ingen ende er på de svære beslutninger - Først var det bil valget, så blev det reb valget og nu er det hvilke crashpads vi skal ha'?!
Imorgen bliver en lille travl dag, hvor vi skal have købt crashpads, tegnet forsikring på bilen og få skrevet bilen i vores navn. Samt få bygget vanen op så den bliver mere praktisk.
Ronny, den her går ud til dig. Vi savner sku dine dejlige krøller og vi sender masser af varme tanker og klipper hjem til dig :) Peace out. Get syked!!!
