Det mentale.

Det er første gang at jeg er på klatretur så længe. Det er første gang jeg er afsted så længe med en kammerat. Det er første gang jeg er på rundrejse med klatring og det som værende hovedmålet.

Selvom der er meget der er nyt er der også meget der er prøvet før på de kortere ture også alligevel ikke. Jeg har fået mig nogle åbenbaringer som jeg egenligt nok kendte svaret på, men alligvel har været nød til at tænke på ny.


Målet med turen har fra starten af været at flytte vores personlige grænser. Så det er naturligt i sportsklatring og bouldering at måle det i de grader man sender. Lige meget hvor cool man prøver at være om at grader ikke betyder noget tror jeg at vi alle ikke kan lade være med at måle vores progression direkte i dem selvom vi ved at grader er subjektive og ikke noget der er hundred procent målbart.

For mig er det derfor naturligt at tænke når jeg har gået en rute i en grad så skal der hurtigt kunne laves flere i samme grad, uanset stil, sted og andre omstændigheder. Ligeledes har jeg lært at når man kun er afsted to er jeg ideen om at hvis han kan så skal jeg også kunne det. Det har desværre ikke helt været muligt at opfylde mine ønkser og ideer om virkeligheden.

Med frustration tilfølge har jeg i nogen udstrækning været nød til at erkende at klatring er mere kompliceret end det og der ikke er andet for end at prøve hårdere næste gang jeg er på. Jeg har indtil videre fået frustrationen vendt til motivation, og håber det vil hjælpe mig til at nå målet.

Vi er stadig i Rifle og nyder tilværelsen som fuldtidsklatre. Vi har haft besøg fra de vandte rammer i i form af at Eva kom forbi. Det var rart og hyggeligt lige at få en kvinde i køkkenet et par dage og at få lidt torsdag kage. Så hvis der er andre der kunne tænke sig at se USA og være med til at lave danske egns rette i det fri så meld jer gerne.

Hvad klatring angår så lukker Emil som på stribe, hvilket motivere mig rigtig meget. Så det var en underlig fornemmelse jeg fik da jeg, fuld af motivation efter at se Emil lukke,står for foden af mit projekt og kigger på et kryds på ruten. Man er vel optimist og tænker det er en joke og kan ikke umiddelbart se noget mærkeligt ved ruten. Men efter lidt eftersyn finder vi ud af at der mangler en af de faste ekspresser på ruten. Den er knækket af, lidt skræmmende. Vi fandt senere ud af at det vidste alle, men der var ikke nogen der sagde noget til danskerne, øv.

Så det gjorde at jeg måtte hoppe på noget andet og hårdere. Men det gjorde bestemt heller ikke noget, det er en rute med super lækre bevægelser, udover det er det en ny grad for mig. Så jeg sidder nu er er virkelig psyked på at skulle arbejde på den her rute og føler klart det er muligt at lave den selvom det er virkelig hårdt.

Den her tur lære mig en masse så er spændt på hvad der vendter derude.

Choko