En kort tanke omkring sportsklatring:
Det klassiske spørgsmål der møder en når man fortæller at man klatre, ja ikke bjerge men på sådan nogle korte ruter eller små sten, er hvorfor tager i ikke bare den nemmeste vej op. Svaret er nemt og lige til for så er det ikke sjovt.
Det er dog gået op for mig på det sidste at det måske ikke er så simpelt. For logikken er når man prøver noget nyt, det vil sige en ny grad i dette snæversynet samfund, er
1. at finde et stykke klippe som ser lækkert ud og giver en, en helt ustyrlig trang til at komme et stykke op af det,
2. tjekke i guidebogen at det er svære end noget klippe man har prøvet før,
3. prøve stykket af klippe og beskræfte at ja det er svært at komme op,
4. finde den nemmeste vej op af det svære stykke klippe ,
5. finde ud af det er muligt for en at komme op denne vej.
6. Bekræfte det ved flere gange at klatre til toppen, dog uden at gøre det i et hug.
Det er så her at det bliver virkelig interresant for når alle 6 skridt er opfyldt kommer det
7. og dummeste af dem alle sammen.
7. er at lave div. mentale lege med sig selv så man gør det tilpas svære at komme op af det før omtalte stykke klippe.
Det vil sige at man er gået to skridt frem og et tilbage. Måske er det kun mig der har det sådan ellers er det et udbredt fænomen. Ved det ikke men dumt er det og er stadig i en proces hvor jeg er usikker på hvad jeg skal konkludere på det.
Derfor er folk der læser med velkomne til at komme med inputs og kommentare så vi kan komme til bunds i dette mulige fænomen, eller få afklaret at jeg bare gør tingene svære end de er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar