Joe

Det er længe siden.

Der er heller ikke sket så meget. Mere projektering, flere op og nedture i den process.

Sæsonen i Rifle er slut for os, med kun plus et par grader om dagen var det for koldt til vi gad at ruter klatre. Det gjorde at vi begge kom afsted med ting der ikke var lukket. Emil med den lange og vedvarende rute Roadside prophet og jeg med den kortere boulder rute Cracked open sky.

Men efter den åbenlyse ærgelse over hvad der kunne føles som spildt tid, er vi faktisk ret positiv over det. For vi har satdig fået lov at lave nogle super fede bevægelser og fået åbnet vores øjne for hvad vi faktisk er i stand til. Så til næste gang ved vi det er muligt vi skal bare lige have de sidste 10 % på vores side.

For vi har nogen gange for travlt med at komme i mål og glemmer at nyde vejen der til, som nok er den vi lære mest af.

Nogen gange handler det utrolig meget om hvor få forsøg man kan toppe sine hårdeste sends i. Det er selvfølgelig også et målbart udtryk for ens fremskridt. Men hvorfor så stort fokus på antallet af forsøg? Det gør ihvertfald mig pisse nervøs hvis jeg tænker på at det skal være nu at jeg sender for ellers bruger jeg for mange forsøg. For mange i forhold til hvad? Ens egen opfattelse af hvad man skal kunne præstere. Selvfølgelig skal man presse sig selv men når man operere på sin grænse, skal man give sig selv lov til at nyde vejen ind i nyt territorie. Det er vel ligegyldigt om det tager en dag eller 10 så længe man kommer frem. Derfor er vi kun glade for at vi er på vej, at vi ikke nåede frem lige nu er okay, for vi ved at vi nok skal komme der til.

For mig kommer det dog nok til at tage lidt længere tid. I et redpoint forsøg på Cracked open sky faldt jeg og brækkede min lille finger.

Det er lidt et slag i hovedet, der har ændret mit perspektiv for turen. Det er fandens svært at klatre kun med en hånd. Lægens dom siger 4 uger i gips og 4 ugers langsom genoptræning før at der er klatring på menuen. Så der lidt ting at tænker over, endnu mere tid til at gøre det i, skræmmende.

Læger plejer jo at være lidt konservative og også gerne lidt forkert på den. Så i mit optimistiske sind er jeg klar til at give den gas om 5-6 uger. Men det er desværre kun tiden der kan vise hvad der sker. Jeg er går derfor med tankerne om at blive eller tage hjem. Kan finde mange grunde til begge men indtil jeg finder svaret, kan jeg nyde den amerikanske natur og blive utrolig motiveret af at se Emil klatre og en lille smule frustreret.

Vi er nu i Joes Valley som byder på lækker bouldering og kolde temperature, men mere om det senere.

Choko