We are killing it!

Vi er on fire! vejret kunne ikke være bedre, det er dejligt i solen og perfekt for klatring i skyggen! og hvis man vil arbejde på et problem der ligger i solen venter man til klokken 3 hvor solen går ned bag bjergene, hvor der ikke går lang tid før temperaturen falder! If there is friction - you are syked!
Jeg føler mig virkelig stærk og er virkelig syked på de mange klassikere der ligger her i bishop og omegn.
Choko var ret syked på at komme op og prøve kræfter med et gammel buttermilk crimper testpiece "The Checkerboard". Jeg var lidt træt, havde ondt i fingerspidserne og var ikke specielt motiveret. Jeg vidste at Chokos fingre var langt dårlige stand end mine, så det var imponerende at han uden at tøve gik igang på den.
Problemet starter i et jug i venstre side af boulderen også laver man nogle lette træk på gode greb inden man kommer over i de små crimps, hvor problemet rigtig begynder. Det er også der hvor fødderne forsvinder, og man virkelig skal bide tænderne sammen.
Choko har ikke rigtig klatret i mange uger og er naturligvis kommet ud af form også er et problem som checkerboard virkelig hårdt! og han måtte se sig slået, for nu.
Efter at have set Choko på, blev jeg inspireret til selv at prøve det. Jeg fandt ret hurtigt ud af bevægelserne, undtagen den sidste bevægelse, der er ret højt oppe. og med kun 2 pads var jeg lidt skræmt deroppe.
Heldigvis kom der en ekstra mand med en stor pad og det hjalp på det og jeg begyndte at skyde fra bunden af. og før jeg vidste af det var jeg oppe og skulle lave den sidste bevægelse men endte med at hoppe ned fordi jeg var en kylling. Næste forsøg fandt jeg mig selv det samme sted og gav den sidste bevægelse det mest halvhjertet forsøg man kan forstille sig...
Et forsøg tilbage. Jeg bad Choko om at filme og tænke at det ville gi' mig de sidste 5% der skulle til for mig at lave bevægelsen.
Jeg kalkede op, var syked og havde en god fornemmelse. og før jeg vidste af det, var jeg der oppe igen og uden tøven lavede jeg bevægelsen og greb det sidte greb der er god, men dårlig nok til at man godt kan ryge af, hvis man ikke har kontrol nok, og toppede ud inden solen gik ned bag bjerget!



Derefter gik vi over til et andet problem som jeg havde lavet tidligere som choko også var virkelig syked på. Sidst han prøvede det, var han stadig ikke helt inde i gamet endnu.
Siden sidst han prøvet det, har han klatret en masse og i samme grad og er helt klart blevet stærkere. Da vi ankom til problemet stod det og bagte i solen og havde gjort det, det meste af dagen og gjort de 2 sidste sloppere på problemet ret dårlige.
Problemet starter med en ss inde i en hule og klatre ud gennem et lille tag, hvor man laver et langt træk rundt om en kant hvor der er en kæmpe hueco med perfekte sloppere der er ret hårdt at komme ud og matche. Derfter skal man op i en sloper, matche, videre til endnu sloper, matche, foden op på en dårlig fod også lave det sidste hårde træk til et godt greb.
Choko gav den 2 forsøg hvor han kom op til slopperne, der stadig var i solen, og faldt på sidste bevægelse begge gange.
og med ikke så lang tid til at solen atter engang gik ned bag bjergene, tog han god pause og ventede på at klippen blev lidt køligere og frikken bedre.
Da tiden var inde var han syked og han lavede problemet i første forsøg med overskud efter solen var gået ned!



Næste dag ville vi prøve kræfter med at andet gammelt klassisk buttermilk testpiece "High plain drifter" som man kan se i den nye chuck fryberger film the scene. Men man er virkelig nød til at se den i levene live for at se hvor fed den er.
Når jeg er ude og boulder har jeg meget lidt tålmodighed til at varme op og den dag var eller ikke nogle undtagelse. Efter 2 gange op på et let problem, smuttede jeg over på "high plain drifter" eftersom der var en masse pads.
Jeg overraskede mig selv med at komme ret højt i første forsøg og tænke at jeg skulle have varmet bedre op. Men jeg var super syked og gav den 5 min. før jeg gik på den igen. jeg kom op til det samme sted som før, men havde meget bedre overskud nu og lavede næste bevægelse der er den første bevægelse i cruxet, og hurtigt lavede jeg den næste bevægelse, der som regel er der man ryger af, men jeg forblev på problemet og lavede det sidste træk til grebet der slutter problemet og toppede ud på den kæmpe boulder.
Jeg overraskede virkelig mig selv med at lave den her i 2 forsøg og jeg føler virkelig at jeg er blevet stærkere herovre!

Efter en hviledag besuttede jeg at prøve siddestarten til "Fly boy", fordi at vi havde snakket med nogle andre der også ville prøve den (Massere af pads). Den starter i 2 jugs nede i venstre hjørne af boulderen og klatrer op via små men gode crimps, til en ret lang dyno til toppen.
Jeg havde lavet stå starten nogle dage forinden, så var syked på sitten. Jeg lavede hurtigt alle bevægelserne op til dynoen, undtagen den første bevægelse (Crimpen man skal gribe er ret skarp). Je tog en god pause og sendte i første forsøg fra bunden.



Choko skulle selvfølgelig også som den efteraber han er på High plain drifter. Men er han er lidt af af en slapssvans. Så han blev ved med at falde ned og stå pive og sine slidte fingrer TØS!! Men han ville ikke erkende sit nedlag så efter halvanden hviledag og lidt highball leg i solen (de er fandme fucking høje nogle af de sten) var han klar til at knokle videre. Jeg pressede ham lidt og tændte for filmoptageren(han har sgu altid været lidt af en linselus), men facit blev at det virkede, et forsøg var alt hvad han skulle bruge den dag for at komme op. Han gik og lurede lidt, det var ikke meget han havde klatret den dag, og efter lidt pause hoppede han på Change of Heart som er den direkte version af High Plain Drifter. Han fumlede lidt med betaen, men efter den var fundet, eller efter jeg fortalte ham hvad han skulle gøre IDIOT!! Gjorde han kort process og fik en kort men effektiv dag i Bishop, California, USA.

Bishop

For at sige det simpelt bishop er smukt. Udsigten i rookies var fantastisk, men bishop er en god konkurrent. Flade landinger og kæmpe, kæmpe sten. I en normal verden ville der jo været smækket bolte på mange linjer her. Så dem der har udviklet området må i udpræget grad have været en flok drenge røve der har været på et trip af "du tør ihvertfald ikke klatre derop uden reb". Har ikke oplevet andre steder hvor der er bolte på toppen af boulderne og hvor der er beskrevet i føren at over det greb skal du bare lade være med at falde.


Der er dog også massere af lavere problemer, rigtig fede problemer. Så jeg ønsker mig lige nu mere hud til jul. For ja klippen skrælle det af. Er ihvertfald mærket af at jeg ikke har mere hård hud efter gipsen. Så er blevet gode venner med tapen.


Min finger er ved at komme med igen, den er stadig lidt stiv og ikke så mobil som den på venstre hånd. Men jeg kan klatre og det er det der er det vigtig. Jeg har lidt problemer med at huske det for det er virkelig frustrene, et at se champen morfar flashe alt jeg skal kæmpe på og to at skulle kæmpe for hvert tick i en sværhedsgrad som jeg også før har lavet i noget færre forsøg. Så dybe vejrtrækinnger og god karma til mig selv er noget jeg arbjeder med, vil ikke sige det er med fuld succes, men jeg prøver. Det svære er at ambitionerne er der stadig, men lige pt kan min krop ikke helt præstere hvad min sind forventer. Tålmodighed må være ordet og jeg kæmper for ikke stresse.


Derudover har morfar gjort kort process af den klassiske linje Soul slinger, som er et gammel testpiece som man bla kan se Lisa Rands kæmpe på da Petzl rocktrip var forbi bishop.


Status lige nu:


Psykedness

Morfar - Sind=80% Hud=92% Præstationsniveau= 50%

Choko -Sind= 98% Hud=60% Præstationsniveau=20%


Så vi skal til at klemme noget hårdere.

Failure is part of the game - But it's not really failure!

Vi har nu forladt joes valley og det gik ikke som jeg havde håbet!
1 ud af 4 projekter blev lukket. jeg gav den alt hvad jeg havde, men det var bare ikke nok.
Men fik prøvet kræfter med noget rigtig hårdt og fedt og det er en del af målet med turen.

Alt i alt er joes valley et utroligt fedt sted, hvor alt er så simpelt som muligt. Der er gratis campering og en virkelig kort gåtur til boulderne og virkelig fed klatring i alle sværhedsgrader. Vi tilbragte ca. 4 uger i joes og nåede ikke at blive træt af det.

Klippen er lækker sandsten der er utrolig hård for fingerene, så efter en hviledag har man en god dag hvor man formentlig slider sine fingre op og næste dag forsøger man at klatre så godt som muligt med slidte fingre.

Vi er nu i Bishop og er gået fra sandsten til granit som er noget hårdere for fingerne,så efter kun 2 dage er de godt tyndslidte.
Vejret er skønt og dejligt varmt, især efter at have frosset i lang tid i joes, og klatringen er et scoop!

Klatring er noget anderledes end i joes, så vi skal lige vende os til den nye stil, der minder ret meget om kjuge, inden vi for alvor river bishop fra hinanden, for vi er virkelig virkelig syked!!!!
Vi har lavet den klassiske Iron man, som er en åbenlys travers som man skal klatre hvis man er i bishop.
også har vi arbejdet og sendt Iron monkey som er i samme stil som Iron man, bare sværere, længere og ligeså sweet! På den første dag fandt vi betaen, men efter en dags klatring og 15 graders sol direkte på alle grebene, fik vi den ikke lukket.
Næste dag fandt vi bedre beta og med skygge på grebene lykkedes det mig at lukke problemet, og Choko måtte se sig slået den dag men er syked for revenge!

Morfar

Morfar

Beyond life!

Vi har været i joes i ca. 3 uger nu og det er sku et fantastisk sted.

Eftersom Choko har haft gips på, har han ikke fået klatret så meget og jeg har følt det lidt som en solo mission. Det har ikke altid været lige let at motivere sig selv til at klatre hårdt og arbejde på problemerne alene.
og når man finder nogle at klatre med føles det ligesom at stikke spaden ned i en guldklump.



Den første uge i joes følts som en kamp efter 1 måned i rifle og sportsklatring. jeg følte mig direkte svag!
Men efer en uge var styrken tilbage igen også var jeg super syked på at klatre hårdt. Måske lidt for syked, for hvis jeg ikke kunne lave det første dag, ville jeg ikke komme tilbage næste dag, men bare åbne et nyt projekt and so on.
Så nu har jeg en masse projekter og alt for lidt tid til at færdig gøre dem alle!
Vi har booket et hotel i las vegas og forlader stedet den 1 december. Men jeg er super syked på bare at give den gas og se hvad det bliver til! og håber på at fingerspidserne kan klare det! Klippen er meget skarp og de fleste af min projekter er bedst med friske fingre.



3 dage og 4 problemer! Let the fight begin...

- beyond life
- kinda brawny
- fingerhut
- jitterbug

Morfar

Joes Valley!

Det har været koldt, varmt, vådt, koldt og vi har været i salt lake city og spist en masse pandekager!

Her er en lille video med følgende problemer med samme rækkefølge som i filmen:

Two finger variation
pocket rocket
warm me up scotty
chips
sphere
lamar
planet of the apes

Joe

Det er længe siden.

Der er heller ikke sket så meget. Mere projektering, flere op og nedture i den process.

Sæsonen i Rifle er slut for os, med kun plus et par grader om dagen var det for koldt til vi gad at ruter klatre. Det gjorde at vi begge kom afsted med ting der ikke var lukket. Emil med den lange og vedvarende rute Roadside prophet og jeg med den kortere boulder rute Cracked open sky.

Men efter den åbenlyse ærgelse over hvad der kunne føles som spildt tid, er vi faktisk ret positiv over det. For vi har satdig fået lov at lave nogle super fede bevægelser og fået åbnet vores øjne for hvad vi faktisk er i stand til. Så til næste gang ved vi det er muligt vi skal bare lige have de sidste 10 % på vores side.

For vi har nogen gange for travlt med at komme i mål og glemmer at nyde vejen der til, som nok er den vi lære mest af.

Nogen gange handler det utrolig meget om hvor få forsøg man kan toppe sine hårdeste sends i. Det er selvfølgelig også et målbart udtryk for ens fremskridt. Men hvorfor så stort fokus på antallet af forsøg? Det gør ihvertfald mig pisse nervøs hvis jeg tænker på at det skal være nu at jeg sender for ellers bruger jeg for mange forsøg. For mange i forhold til hvad? Ens egen opfattelse af hvad man skal kunne præstere. Selvfølgelig skal man presse sig selv men når man operere på sin grænse, skal man give sig selv lov til at nyde vejen ind i nyt territorie. Det er vel ligegyldigt om det tager en dag eller 10 så længe man kommer frem. Derfor er vi kun glade for at vi er på vej, at vi ikke nåede frem lige nu er okay, for vi ved at vi nok skal komme der til.

For mig kommer det dog nok til at tage lidt længere tid. I et redpoint forsøg på Cracked open sky faldt jeg og brækkede min lille finger.

Det er lidt et slag i hovedet, der har ændret mit perspektiv for turen. Det er fandens svært at klatre kun med en hånd. Lægens dom siger 4 uger i gips og 4 ugers langsom genoptræning før at der er klatring på menuen. Så der lidt ting at tænker over, endnu mere tid til at gøre det i, skræmmende.

Læger plejer jo at være lidt konservative og også gerne lidt forkert på den. Så i mit optimistiske sind er jeg klar til at give den gas om 5-6 uger. Men det er desværre kun tiden der kan vise hvad der sker. Jeg er går derfor med tankerne om at blive eller tage hjem. Kan finde mange grunde til begge men indtil jeg finder svaret, kan jeg nyde den amerikanske natur og blive utrolig motiveret af at se Emil klatre og en lille smule frustreret.

Vi er nu i Joes Valley som byder på lækker bouldering og kolde temperature, men mere om det senere.

Choko

Sportsklatrings forunderlige verden

En kort tanke omkring sportsklatring:

Det klassiske spørgsmål der møder en når man fortæller at man klatre, ja ikke bjerge men på sådan nogle korte ruter eller små sten, er hvorfor tager i ikke bare den nemmeste vej op. Svaret er nemt og lige til for så er det ikke sjovt.

Det er dog gået op for mig på det sidste at det måske ikke er så simpelt. For logikken er når man prøver noget nyt, det vil sige en ny grad i dette snæversynet samfund, er

1. at finde et stykke klippe som ser lækkert ud og giver en, en helt ustyrlig trang til at komme et stykke op af det,

2. tjekke i guidebogen at det er svære end noget klippe man har prøvet før,

3. prøve stykket af klippe og beskræfte at ja det er svært at komme op,

4. finde den nemmeste vej op af det svære stykke klippe ,

5. finde ud af det er muligt for en at komme op denne vej.

6. Bekræfte det ved flere gange at klatre til toppen, dog uden at gøre det i et hug.

Det er så her at det bliver virkelig interresant for når alle 6 skridt er opfyldt kommer det

7. og dummeste af dem alle sammen.

7. er at lave div. mentale lege med sig selv så man gør det tilpas svære at komme op af det før omtalte stykke klippe.

Det vil sige at man er gået to skridt frem og et tilbage. Måske er det kun mig der har det sådan ellers er det et udbredt fænomen. Ved det ikke men dumt er det og er stadig i en proces hvor jeg er usikker på hvad jeg skal konkludere på det.

Derfor er folk der læser med velkomne til at komme med inputs og kommentare så vi kan komme til bunds i dette mulige fænomen, eller få afklaret at jeg bare gør tingene svære end de er.